Når ingen reagerer: Passivitetens pris for den verden, vi kender

Når ingen reagerer

Gentagne trusler og aggressioner kan langsomt blive baggrundsstøj, hvis de ikke mødes med konsekvens. I over et år har Donald Trump gentagne gange truet med at overtage Grønland. Reaktionen fra Danmark og det internationale samfund har ofte været afstandtagen og kritik uden konkrete handlinger.

Af frygt for eskalation vælger man passivitet. Men passiviteten er ikke neutral. Den ændrer verden – og vores egen sikkerhed.

Hannah Arendt (1906–1975), tysk-jødisk filosof og politisk tænker, advarede i blandt andet »Totalitarismens oprindelse« (1951) og essayet »Sandhed og politik« (1967) om, hvordan samfund langsomt mister dømmekraft og evnen til at skelne mellem sandt og falsk – ikke gennem vold alene, men gennem udmattelse og tavshed.

Når gentagne trusler ignoreres, bliver de baggrundsstøj, og folk holder op med at tro, at handling overhovedet er muligt.

Trusler mod Grønland viser, hvordan et lands suverænitet kan udfordres, mens man nøjes med erklæringer. Samtidig eskalerer Trump globalt gennem militære og politiske aggressioner. Den internationale reaktion er fordømmelse, men konkrete modforanstaltninger udebliver. Gentagne aggressioner risikerer at normaliseres.

Danmarks og verdenssamfundets passivitet viser, hvordan magt kan vokse, når man ikke reagerer. Man ønsker ikke konflikt, men i forsøget på at undgå eskalation sender man signaler om, at trusler kan fremsættes uden konsekvens. Det er en stille erosion af dømmekraft – præcis det, som Arendt advarede imod: totalitarisme begynder ikke med vold, men med træthed og passivitet.

Hvis vi finder os i gentagne trusler af frygt for eskalation, mister vi ikke bare freden, vi mister vores dømmekraft.

Næste skridt er, at uretfærdighed normaliseres, dømmekraften svækkes, og samfundet gradvist accepterer dét, der tidligere ville have været utænkeligt.

På verdensplan betyder det, at internationale normer mister deres vægt, vold og trusler normaliseres, tillid mellem stater svækkes, og mindre stater – herunder Grønland under Danmarks ansvar – presses under større magters dagsorden.

Verdensordenen glider stille, men tydeligt mod destabilisering. Den verden, vi kender, kan forsvinde – ikke med et brag, men med tavshed og stille kapitulation.

Inga Holst, Farum

Oprydning

Et forslag til valg af straf af de lovbrydere, som inden nytår har affyret store mængder fyrværkeri (ulovligt vel at mærke): Pålæg disse styrvoltere at foretage oprydning, ikke alene af eget afskudt arsenal, men af alt fyrværkeriaffald inden for retskredsens radius. Så kan de lære det!

Morten Riise-Knudsen, København

To eftertanker

Eftertanke 1:

I sin julehilsen til Besserwisserne gjorde Pelle Dragsted opmærksom på, at julemanden er rød.

Og ja, som den røde velfærdsstat er julemanden jo en social konstruktion, der ved første øjekast uddeler gratis gaver til sine tilhængere.

Men i virkeligheden er gaverne ikke gratis, de er blot betalt af andre end julemanden. Men den ansvarlige voksne (kapitalist), som er den egentlige gavegiver, har ingen plads i eventyret om den »gode, røde julemand«.

Eftertanke 2:

I nyhedsstrømmen op til nytår nævnes, at der i Danmark handles fyrværkeri for 500 millioner kroner.

Det er det samme marked, hvor der efterhånden er politisk konsensus om, at vi alle er så fattige, at vi ikke har råd til oksekød.

50 kroner for en pakke oksekød betyder, at de økonomisk trængte danskere til nytår sender en værdi på ti millioner pakker oksekød direkte op i himlen.

Yderligere omkostninger ved afbrændte fingre, nedbrændte bygninger og mentalt skadede husdyr gør det blot endnu mere mærkeligt, at der stadig er danskere, som synes, at nytårskrudt er en menneskerettighed.

Jan Flodin, Næstved

Det amerikanske demokratis skrøbelighed

Det værste, vi ser i USA i dag, er ikke fænomenet Trump. Men at det amerikanske demokrati har vist sig så skrøbeligt, at én person på mindre end et år har kunnet kortslutte magtens tredeling og tildrage sig nærmest uindskrænket magt sammen med en lille klike af loyale familiemedlemmer, venner og techmilliardærer / oligarker.

Ligesom i lande, vi aldrig før har sammenlignet USA med. Han ser stort på både skrevne og uskrevne love. Han bliver dømt af en domstol for strafbare handlinger. Og alt dette uden at nogen kan komme efter ham.

Præsidenter kommer og går – også Trump. Men den sårbare amerikanske forfatning består. Og hvem tør stole på, at der ikke en dag kommer en ny Trump? En ny misbruger af forfatningen, som heller ingen kan stoppe.

Vi kan kun håbe på, at dette ikke sker. Men tilliden til USA bliver aldrig mere den samme. Så Europa må intensivere det pågående arbejde med at gøre sig uafhængigt af USA – militært, teknologisk/industrielt og økonomisk.

Europas samfundsmodel er vel værd at kæmpe for. De færreste af os har nok lyst til at bytte den med den amerikanske model, når det kommer til stykket. Især ikke den griske, aggressive variant, som Trump repræsenterer.

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Udenlandsk arbejdskraft

Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv bor nok ikke på Vestegnen, når man påtænker foreningens ønske om mere udenlandsk arbejdskraft.

Vi har brug for et mere homogent Danmark.

Ole Sørensen, Taastrup

Snyd

Om ikke jeg var lige ved at hoppe på en ubehændig, tyskpræget anprisning af doktor Søren Brostrøms epokegørende medicin, som han ifølge teksten har opfundet mod gigt. Til sin far. Faderen døde dog, da Brostrøm var ti.

Gigtforeningen erklærer midlet som fup, der i virkelighedens verden intet har med den sagesløse Søren Brostrøm at gøre. På reklamesiden viste fupmagerne, hvordan ordrerne strømmer ind.

Rent fup.

Carsten Seeger, Ishøj

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk