Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Når den økonomiske fornuft forsvinder

Foto: Ida Marie Odgaard

Valgkampen er i fuld gang, og som så ofte før betyder det, at den store gavebod lukkes op. Det får mig også under denne valgkamp til at tænke på John F. Kennedys legendariske citat »Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig - spørg hvad du kan gøre for dit land«.

Den danske økonomi er stærk, og det giver et godt afsæt for at se den økonomiske udvikling i et langsigtet politisk perspektiv. Samtidig er det imidlertid en kendsgerning, at de offentlige udgifter stadig udgør omkring 50 pct. af bruttonationalproduktet. Ikke desto mindre er de væsentligste temaer i valgkampen muligheden for tidligere pensionering og øget velfærd. Temaer, der kan være relevante, men hvor anden del af John F. Kennedys citat »spørg hvad du kan gøre for dit land« fuldstændig overses.

Nuvel - det økonomiske råderum er rekordstort, men der kommer trods alt en dag efter denne. Det nuværende tempo i dansk økonomi indebærer en risiko for overophedning med løn- og inflationspres til følge. Det svækker konkurrenceevnen og muligheden for bedst muligt at tackle det konjunkturtilbageslag, der en dag vil komme. Øget offentlig aktivitet og tidlig pensionering vil øge denne risiko.

Denne afbalancering mangler stort set totalt i den politiske debat, og selvom Søren Pape Poulsen prøver at udfordre statsministerens seneste udmelding fra gaveboden om øget velfærd for 69 mia. kr., ændrer det desværre kun fokus i debatten marginalt.

Vi skal naturligvis fortsat have et velfungerende velfærdssamfund, men det er vores pligt løbende at udfordre effektiviteten i den offentlige sektor, ligesom vi skal forholde os til, om den offentlige sektor nu også løser de opgaver, vi som borgere og skatteydere gerne vil have løst. Og vi skal huske at holde os selv og hinanden op på, om vi hver især gør nok for samfundet eller om vi er lidt for tilbøjelige til at lade den offentlige sektor »klare ærterne«. Henrik Blavnsfeldt, Dyssegaard