Når alkoholforbruget ikke længere er en privat sag
Har du nogensinde været bekymret for et menneske, som du holder af, drikker for meget? Delte du din bekymring, eller holdt du dig tilbage, fordi alkohol bliver opfattet som en privat sag?

Har du nogensinde været bekymret for et menneske, som du holder af, drikker for meget? Delte du din bekymring, eller holdt du dig tilbage, fordi alkohol bliver opfattet som en privat sag?

Jeg mener, at vi skal tale mere åbent om vores eget alkoholforbrug.
469.000 danskere har et moderat eller svært alkoholproblem, og tusindvis af pårørende mærker konsekvenserne. Blandt andet er der 109.000 børn, som vokser op i familier, hvor mindst én af forældrene har et alkoholproblem.
Vi bør arbejde med vores kultur og tale mere åbent om vores forbrug, vores vaner og konsekvenserne.
I Alkohol & Samfunds seneste befolkningsundersøgelse fortæller hver anden, at de har oplevet at være bekymret for alkoholforbruget hos en nærtstående.
Jeg kan i høj grad genkende den bekymring i de mange henvendelser, vi får på Alkolinjen hvert år fra pårørende. Vi er ganske ofte de første personer, som pårørende taler med om hustruens eller oftest mandens alkoholproblem.
Vi giver pårørende gode råd til, hvordan de både kan hjælpe den, der drikker for meget, og samtidig kan passe på sig selv.
Vores undersøgelse viser faktisk, at mange rækker ud til vedkommende med et højt forbrug og deler deres bekymring. Men hver tredje holder sig tilbage. Ifølge undersøgelsen delte de ikke deres bekymring, fordi de primært ikke vidste, hvad de skulle sige. Andre angiver, at de var bange for, at de selv overreagerede, eller de var bange for, at deres nærtstående blev sur.
Og lad os blive ved surheden. For ud af de mange som faktisk delte deres bekymring, blev hver tredje faktisk mødt af en sur reaktion.
Jeg forstår godt, at man kan reagere surt, når andre spørger til ens vaner. Men for at mindske sure reaktioner vil jeg give nogle konkrete råd, der kan løsne op og skabe en bedre samtale.
Jeg vil opfordre til at planlægge, hvor mange I skal være til stede sammen med vedkommende, der drikker for meget. Personen bør ikke være påvirket eller have abstinenser. Fortæl personen, at alkohol er begyndt at fylde alt for meget, og at det går ud over jeres relation. Fortæl, at I er kede af dét, som alkohol gør ved personen, at I er bekymrede og fortsat vil være det. Efter en uges tid bør man følge op igen.
En sur reaktion skal ikke afholde folk fra at række ud, når de oplever, at nærtstående drikker for meget. For bekymringen er ofte reel, og ved at række ud kan man mindske mange års overforbrug og afhængighed, og så kan man stoppe bekymringerne.
Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen 80 200 500 i Alkohol & Samfund