Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Myanmar: For lidt og for sent?

»Hvor meget aktivt gør vi, når demokratiet bliver afløst af et terroristregime, der myrder sin egen befolkning?« spørger Eva-Marie Møller med tanke på situationen i Myanmar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

»Kom og hjælp os, før det er for sent,« lød det fra Dr. Sasa forleden, da han fra et hemmeligt sted forleden blev interviewet af den britiske tv-station Sky. Dr. Sasa er med i den skyggeregering, som 15 parlamentsmedlemmer fra Aung San Suu Kyis NLD har dannet, efter de nåede at flygte, da militæret tog magten ved et kup for to måneder siden 1. februar.

Det er tæt på at være for sent. Palmesøndag viste sig som den blodigste dag siden kuppet med rystende billeder, der viser børn, der bliver skudt, soldater der skyder direkte ind i demonstrationer, ambulancefolk der hives ud af bilen og gennemtæskes, og unge mennesker der tvinges til at kravle på knæ hen til politibilen. Ifølge NGOen Assistance Association for Political Prisoners (AAPP) er dødstallet over 500 og mindst 2.500 er arresteret. Det ligner et folkedrab.

Min ven Soe Lin på 24 år sender mig billeder fra Yangon, Mandalay, Monywa og det meste af landet, som viser det samme igen og igen: Unge demonstrerer med skilte, hvor der står R2P (Responsibility to Protect) – vi beder FNs Sikkerhedsråd om at skride til handling.

FNs højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, har udsendt en »advarsel om forhøjet risiko for grusomhedsforbrydelser i Myanmar efter endnu en dag med militærets udbredte blodsudgydelser.« (28. marts).

EU har indført sanktioner imod otte generaler, USA og Storbritannien har fordømt grusomhederne, og vores egen udenrigsminister Jeppe Kofod har i et tweet skrevet: »Volden er ude af kontrol og må stoppe nu. Magten skal tilbage til de demokratiske valgte ledere.« (28. marts)

Vi i den såkaldt frie verden ønsker at støtte demokratier, som vores udenrigspolitik også afspejler, især når vi støtter demokratiopbygning, som vi i Danmark hidtil har gjort i Myanmar.

Men hvor meget aktivt gør vi, når demokratiet bliver afløst af et terroristregime, der myrder sin egen befolkning?

Efter folkemordet i Rwanda fik mange EU-lande en slags dårlig samvittighed og spurgte sig selv: Hvad gjorde vi for at forhindre et folkemord? Lignende spørgsmål stillede vi os selv efter massakrerne i Eksjugoslavien.

Det bliver sikkert også vores samvittighedsspørgsmål, når vi med tiden erkender et omfattende folkemord i Myanmar.

Hvorfor reagerede vi for lidt og for sent?

Eva-Marie Møller, journalist, Myanmar-kender