Morten Kabell: S vil føre Enhedslistens politik

»Vi har skabt flere supercykelstier, vi har med politisk mod gennemført beslutninger, som på ingen måde har været populære hos privatbilisterne.« Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Dagens brev i Berlingske 23/10 gjorde mig en smule forvirret. Her tæsker Socialdemokratiets kandidat til Borgerrepræsentationen, Mads Pedersen, på Enhedslisten for at ville udvide cykelstierne på bekostning af pladsen til bilerne. Så langt, så godt, det står Enhedslisten gerne på mål for.

Jo bedre vilkår man skaber for bilisterne, jo flere kommer der af dem. Det har trafikforskere peget på adskillige gange. Den vej skal vi ikke.

Pedersen vil dog gerne mindske privatbilismen i København, og det er da glædeligt. Det skal ske gennem fire indsatser: Politisk mod, nedsat pris på offentlig transport, flere supercykelstier samt parkeringsanlæg uden for København.

Det kommer næppe som en overraskelse for Berlingskes læsere, at jeg gerne bakker op om det hele – og det er præcis denne politik, jeg har ført gennem de seneste fire år. Vi har skabt flere supercykelstier, vi har med politisk mod gennemført beslutninger, som på ingen måde har været populære hos privatbilisterne, og vi arbejder på at få etableret parkeringsanlæg uden for København. Prisen på offentlig transport er mere kompliceret, og de fleste kan vel huske, at Socialdemokratiet ikke indfriede løfter om markant billigere billetter, da partiet senest indtog Statsministeriet. Ligeledes havde man heller ikke mod til at gennemføre en betalingsring.

Mads Pedersen vil skabe flere supercykelstier. Men han er nok nødt til at indse, at pladsen skal tages fra andre trafikanter. Pedersen er tilsyneladende indstillet på at nedbringe biltrafikken i København. Spørgsmålet er så bare, om han har det politiske mod, det kræver. Enhedslisten lægger gerne stemmer til at få skabt mindre biltrafik, renere luft, bedre fremkommelighed og sundere københavnere. Jeg er spændt på at se, om Mads Pedersen og Socialdemokratiet har modet.