Mødet med det offentlige virker ofte som en labyrint af ydelser, som er svære at gennemskue og ikke passer den enkeltes behov. Det siger jeg både som forælder til et barn med en diagnose og som formand for Det centrale Handicapråd. Min i dag voksne datter har autisme, og siden hun fik diagnosen, har vi oplevet at løbe rundt i labyrinten af bureaukrati, uvidenhed og manglende støtte i det kommunale system.
Et helt konkret eksempel: Vi bliver af en psykiater anbefalet at få en kugledyne til min datter. Den ville kunne forbedre hendes søvn og give ro. Hos sagsbehandleren på kommunen beder vi så om at få tildelt en kugledyne. Hertil får vi svaret, om vi har forsøgt med medicin til hende gennem egen læge. Lægen synes, at det er en dårlig ide og foreslår en kugledyne. Det er blot et eksempel på, hvordan man som pårørende kan løbe spidsrod mellem offentlige instanser, som ikke taler sammen, og som ikke er enige med sig selv og hinanden.
