MitID er en del af den danske økonomiske infrastruktur. Nu er MitID solgt til et fransk selskab. Mon franskmændene på et tidspunkt sælger selskabet videre til russiske oligarker eller arabiske oliemilliardærer?
Der er noget principielt forkert i, at dansk infrastruktur er privatejet og kan sælges til udlændinge, der så kan presse vores samfund. Det gælder også den danske elektricitet, der jo ligger hos mange forskellige, private selskaber, og som i krisesituationer presser priserne og deres kunder, og ejerne stikker formuer i lommerne, mens danskerne betaler.
Vi så sidste år, hvordan elselskaberne loppede elpriserne op, så Folketinget måtte vedtage hjælpepakker til danskerne, skatteyderne betalte for private elselskabers horrible fortjenester. Elektricitet er vi i dag lige så afhængige af, som for eksempel vand eller kloak.
Dansk infrastruktur må ikke kunne handles og eventuelt ende på udenlandske hænder, der ikke vil Danmark det godt. Infrastrukturen bør ligge på danske offentlige hænder, for eksempel MitID under Nationalbanken og elselskaberne under Energiministeriet.
Torben Holm Sørensen, Gilleleje
»Helt ærligt«
I debatter eller i interview har statsminister Mette Frederiksen ofte indledt en udtalelse med: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så …«. Dette må vel tolkes på den måde, at det hun nu vil sige – i modsætning til noget af det, hun allerede har sagt – er helt ærligt.
I forbindelse med nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af forløbet af FE-sagen har Socialdemokratiet ihærdigt forsøgt at undgå, at kommissoriet for kommissionen også skulle omfatte en undersøgelse af Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsens roller i sagen.
Da Mette Frederiksen benægter at have været involveret, så er det da tankevækkende, at hun ikke ved en kommissionsundersøgelse ønsker at blive renset for de udbredte mistanker om hendes rolle i sagen. Det er yderligere tankevækkende, at Mette Frederiksen vist ikke en eneste gang i denne debat har indledt en udtalelse med: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så …«.
Aage U. Michelsen, Skovlunde
Reklamer for DR i DR
Som en flittig bruger af DR LYD og -TV er jeg generet og irriteret over alle de reklamer, som DR bringer for sig selv.
Som pensionist hører jeg hver morgen P5 på DR LYD. En meget kompetent radiovært spiller musik og fortæller diverse nyheder. Men ofte kommer der lange reklameindslag om tv-programmer, herunder ikke mindst om »Carmen Curlers«, hvor man hører lange klip fra udsendelsen, og ligeledes hvor spændende udsendelsen »Nak & Æd« er, m.fl.
Det gælder for flere af DRs radioprogrammer.
Når jeg ser TV 2 på fjernsynet, slår jeg lyden fra, når der kommer reklamer. Det er jo ikke muligt, når man hører radio.
Også på DR TV er der mellem udsendelserne planlagt pauser, hvor der ustandseligt reklameres for kommende udsendelser. Det er blevet meget værre de seneste år.
Er det virkeligt nødvendigt for DR, hvorfor ikke overlade reklamerne til TV 2?
Jeg vil anbefale, at DR skruer kraftigt ned for reklamerne.
Jørn Kjærsgaard, Farum
Udvid ministerholdet
Da der nu ganske snart, i forbindelse med Troels Lund Poulsens udnævnelse til formand for Venstre, utvivlsomt kommer en ministerrokade, synes jeg, at man skal bruge lejligheden til at udvide holdet med en »minister for afbureaukratisering af den offentlige sektor« for at sætte turbo på projektet, så det bliver til handling og ikke blot smukke hensigter.
Stephanie Lose ville være perfekt på den post.
Anna Dawids, København
Venstres nedtur
Tænk engang, Venstre, Danmarks liberale parti, støtter regeringens planer om en lukket undersøgelse af FE-sagen i Justitsministeriet – hemmeligholdt for befolkningen med en tynd begrundelse om rigets sikkerhed.
En begrundelse pure afvist af Højesteret.
Nu må Venstre beslutte, om de vil fortsætte nedturen eller tilslutte sig hele oppositionen og flertallet af befolkningens krav om åbenhed – demokrati!
Ole Borg, Hellerup



