Selvom det virker for grusomt til at være sandt, er det svært ikke at se en sammenhæng mellem manglen på penge og hænder i det offentlige og så den politiske iver efter at indføre både en højere abortgrænse og muligheden for aktiv dødshjælp.
Børnefamilierne får skæld ud, når forældrene prioriterer tid med børnene fremfor at arbejde på fuld tid. Vi skal alle være nyttige samfundsborgere og passe vores arbejde fremfor at spilde tiden sammen med vores familie, må man forstå.
Samtidig taler regeringen under dække af borgernes frie valg for både at hæve abortgrænsen og tillade aktiv dødshjælp. Den højere abortgrænse skal gøre det muligt for alle forældre at skaffe sig af med fostre, som ved 12-ugers scanningen viser sig ikke at være perfekte. Og den aktive dødshjælp skal hjælpe syge og svage borgere ud af deres elendighed hurtigst muligt.
Det kaldes frit valg, men er jo reelt den hurtigste vej til besparelser. For hvis samfundet slipper for syge og svage borgere, som har brug for hjælp – og ikke kan passe et fuldtidsjob – er der penge at spare.
Måske lyder det tiltalende for mange, når en højere abortgrænse og muligheden for aktiv dødshjælp giver moderne mennesker flere frie valg. Men det, der reelt er på spil, er vores opfattelse af, hvad et menneske er værd. I regeringsgrundlaget står der (endnu en gang), at Danmark er et kristent land. Men i en kristen forståelse har ethvert menneske uendelig værdi. Det gælder også den syge, den svage og den gamle. Lad os ikke i frihedens navn give køb på det menneskesyn.
I stedet for at aflive uperfekte mennesker med en såkaldt værdig død, bør vi skabe mulighed for, at alle mennesker kan leve værdige liv trods deres sygdom, handicap eller alderdom. Reelt kan de fleste få en abort i dag, hvis fosteret viser sig at have alvorlige sygdomme efter 12. uge. Og alvorligt syge mennesker i store smerter kan allerede i dag få livsforkortende mængder af morfin, hvis det kan lindre deres smerter. Det er der ingen grund til at ændre på.
Hvad skal vi med et velfærdssamfund, hvis ikke det kan tage værdigt vare på vores syge, handicappede og svage borgere frem for at slå dem ihjel? Hvad skal vi med et velfærdssamfund, hvis det ikke efterlader plads til, at vi kan have tid med vores nærmeste? Mennesker er ikke til for at tage vare på velfærdssamfundet. Velfærdssamfundet er til for at tage vare på mennesker – i særligt grad de uperfekte. Sådan må og skal det være. Ellers står det skidt til for os alle sammen – for hvem af os er reelt perfekte?
Charlotte Dyremose, sognepræst, tidligere MF



