Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ministerbiler synder, ikke flyene

»Hvad havde man tænkt sig i en grøn køreplan (med miljø og klima) for en minister, som har behov for 14 flyverejser på tre måneder. Skulle han sidde i et tog rundt i landet og nyde udsigten i utallige timer frem for at være på sit ministerkontor i København?« spørger Ejvind Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det måtte jo komme. Med Karsten Hønge (SF) som bannerfører går venstrefløjspartierne til angreb på de socialdemokratiske ministres appetit på flyverejser i Danmark.

Hvad havde man tænkt sig i en grøn køreplan (med miljø og klima) for en minister, som har behov for 14 flyverejser på tre måneder. Skulle han sidde i et tog rundt i landet og nyde udsigten i utallige timer frem for at være på sit ministerkontor i København?

Et lille land som Danmark udmærker sig blandt andet ved et net af indenrigsfly og velfungerende moderne lufthavne som København og i provinsen Billund og Aalborg. De skal bruges, selv om nogle flyselskaber er truet på deres eksistens af coronakrisen. Der er ikke noget i vejen med togene. De er bare bedst, når man har fri.

Kritikken mod regeringens medlemmer i Berlingskes artikel rammer plet, hvad angår tomme ministerbiler. Kør tom til Aalborg Lufthavn for at samle ministeren op og køre ham et en kort fabriksindvielse i Hjørring, derefter tilbage til lufthavnen i Aalborg - og så tom hele den lange vej tilbage til garagen i København.

Der er et misbrug af ministerbiler. Ikke misbrug af fly. Og det har slet ikke noget med tog at gøre.

Den socialdemokratiske regering vil også i fremtiden blive angrebet for sin positive indstilling til flytrafikken, men rank bare ryggen og flyv videre. Men spar kilometerne på landevejen.

Ejvind Olesen, Hørsholm

Krænkelser

Af mange anses Napoleon i dag som en skånselsløs og grum hersker, som satte Europa i brand med tab af utallige menneskeliv til følge. Jeg føler mig således voldsomt krænket over, at en populær, dansk kage bærer hans navn og foreslår den derfor omgåene omdøbt til et mere neutralt navn.

Hans J. Blokmann, Kgs. Lyngby

Hongkong i Danmark

Hongkong er et fantastisk sted, eller har været det, indtil Kina nu lukker for frihedsrettigheder og åbenhed. Danmark har betydelige interesser og samarbejdspartnere i Hongkong og det i en lang, ubrudt historisk sammenhæng. For næsten 80 år siden deltog lokale, danske frivillige i forsvaret mod de japanske invasionsstyrker. Danmarks succes som handelsnation hænger i høj grad sammen med stater og områder som Hongkong.

Vi bør hjælpe borgere og forretningspartnere i Hongkong ved at tilbyde dem en hurtig og sikker vej til emigration til Danmark. »Hongkong i Danmark« kan vi kalde det – muligheder for arbejdsomme, driftige personer, som kan bygge et nyt internationalt center op i Danmark.

Vi kan tilbyde ideelle forudsætninger for transport og services. Med lidt hjælp kan vi udbygge med frihandelszoner, som kan give mulighed for konkurrencedygtig produktion inden for f.eks. teknologi og medicin. Helt aktuelt fristes man ligefrem til at sige, at Danmark burde stille som betingelse for massiv støtte til Italien, at vi får mulighed for at oprette frihandelszoner, som kan tage konkurrencen op med Kina.

Yderligere bonus er beskyttelse mod de kraftige protektionistiske strømninger, og at vi kan bevise, at indvandring virkelig kan gavne økonomien.

Hans Christensen, Dragør

Bliv ved, May Bjerre Ejby

Da May Bjerre Eiby for nogle år siden i denne avis fortalte om sine ønsker og begrundelser for at oprette et plejehjem, som hun ønskede at lede efter de holdninger til omsorg og pleje af ældre og svage mennesker, som hun havde, og som hun desværre ikke fandt i det offentlige system, hvor det burde findes, blev jeg bare så inderligt glad. Glad fordi her endelig var en stemme, der turde sige det højt, som mange andre nok også både så og hørte - og så havde hun både vilje og evne til at gøre noget ved det.

Hun er heldigvis ikke forstummet - tværtimod. Jeg håber inderligt, at kræfterne holder til den stadige kamp, der forestår.

Ændringen af den negative kultur, som desværre stadig synes at være fremherskende i dele af plejesektoren, håber jeg, for alvor begynder nu, så hold ud, May Bjerre Eiby.

Margit Ibsen, Glostrup

Den konkrete sag

Når personer i det offentlige, der lønnes for at sikre anvendelse af offentlige midler på en ansvarlig måde, har handlet kritisabelt og konfronteres hermed, dækker man sig altid ind under mantraet, at man »ikke kan udtale sig om den konkrete sag« (senest i Berlingske 15. juli om Kriminalforsorgens straffeaktioner med medarbejdere, der peger på uhensigtsmæssigheder). Hvis der foreligger en sådan begrænsning, bør den fjernes, for den fremmer og befordrer krysteragtige reaktioner fra personer, der ikke har udført deres job tilstrækkeligt samvittighedsfuldt, eller bare har været inkompetente.

Henrik Elmelund, Odense