Man kan blive så træt af alt det klynkeri om pensionsalder.
Når jeg læser det, tænker jeg på mine bedstefædre. De gik begge på pension i 1970erne. Dengang kunne man få folkepension, når man fyldte 67 år, men man kunne også blive på arbejdsmarkedet, til man blev 70 år. Så var det ud, medmindre man var selvstændig.
Min morfar kom straks efter skolen i lære som værktøjsmager. Han arbejdede på et skibsværft og gik på pension som 67-årig, men han fortrød, at han ikke var blevet ved, til han fyldte 70 år.
Min farfar blev forældreløs som seksårig, voksede op på en fattiggård og kom ud at tjene som bondekarl efter sin konfirmation.
Efter sin soldatertid bosatte han sig i København, han havde forskellige job som arbejdsmand, inden han blev varmemester på Politigården. Han gik på pension som 70-årig, men var meget ked af, at han ikke kunne få lov til at fortsætte med at arbejde.
Ingen af mine bedstefædre ville have kunnet forstå tidens klynkeri i forbindelse med pensionsalder.
Suzanne Ekelund, Rødovre
Røgsløret må lettes – hæv priserne på cigaretter løbende
Hvert år dør 16.000 danskere af rygning. Det koster samfundet over 13 milliarder kroner – og utallige livskvalitetsår. Alligevel prioriteres grænsehandel og afgiftsprovenu højere end folkesundheden.
Cigaretten er stadig den største dræber. Prisregulering virker, det så vi i 2020. Derfor bør Folketinget hæve prisen markant og fremover regulere afgifterne årligt med mindst to gange inflationen.
Vi har brug for politikere, der tør tage ansvar. Ikke flere røgslør.
Martin Wolffbrandt, næstformand i Patientforeningen
Boligpriser og Airbnb i København
Boligpriserne stikker helt af i København, og er man førstegangskøber, må man meget længere ud på landet.
Politikerne ser med skepsis på udviklingen. Det forstår jeg godt, men derimod forstår jeg ikke, at det på samme tid er lovligt at opkøbe boliger udelukkende med det formål at omdanne dem til receptionsløse minihoteller – også kaldt Airbnb.
Ordningen har meget lidt med boligbytte at gøre. Det er ikke længere mennesker, der bytter bolig en uges tid i deres ferie.
Det er systematisk udnyttelse af boligmarkedet, hvor Airbnb er blevet så god en indtjeningsmulighed, at boliger nu udlejes 365 dage om året til turister, der ellers skulle have købt sig et hotelværelse.
Turisterne lægger færre penge end traditionelle turister, og enhver, der har set den skraldespand, som de efterlader, ved, at de ikke ligefrem bidrager til et bedre miljø.
Men det værste er, at det øger efterspørgslen og dermed priserne på boligmarkedet. Derfor bliver der mangel på boliger, der kan sælges eller udlejes til almindelige mennesker, som gerne vil bo og arbejde i byen.
Forleden kunne jeg læse, at boliger som min er steget med 17 procent i løbet af det seneste år, men minihotellerne i ejendommen har også haft travlt.
Charlotte Dal, København
Lad forsvarsmilliarderne hjælpe med tandlægeregningen
I 1973 blev lægehjælp og hospitalsbehandling gjort gratis ved lov.
Det kan undre, at vi stadigvæk her 52 år senere ikke har fået gjort noget ved de økonomiske aspekter af tandbehandling.
Det er ikke nyt, at mundhygiejne generelt har noget med helbredsstatus at gøre. Da vores tandsæt tillige er det første visitkort, man viser frem til omverdenen, er der derfor også en del status at hente rent socialt.
Hvad med at dirigere en milliard kroner fra oprustningen til forbedringen af den generelle dentalstatus?
Erik Tang, Klampenborg
Katolikker, lutheranere og kirke og stat
Man må som katolik efterhånden undre sig over den vedholdende lutherske myte, som endnu en gang dukkede op i Kristian Leths stort opslåede indlæg i Berlingske 7. juni.
Forestillingen om, at det var protestantismen, der adskilte kirke og stat – i modsætning til den formodede magthungrende katolske kirke.
Man fristes til at spørge: Har man helt glemt sin egen historie?
Reformationen førte ikke til en adskillelse af kirke og stat. Den skabte en sammensmeltning. I Danmark blev kongen kirkens overhoved – og er det stadig. Kirken blev gjort til et redskab for staten og evangeliet underlagt kongens vilje.
Den katolske kirke derimod har altid insisteret på sin frihed fra verdslig indblanding – og har ofte betalt en høj pris for netop det. Det seneste pavevalg, helt uden politisk indflydelse, burde være et oplagt eksempel, hvis man ellers interesserede sig en smule for fakta.
Men i stedet vender man det hele på hovedet og insisterer på, at det er katolicismen, der ikke kan kende forskel på kirke og stat.
Det, som Leth og mange lutheranere i virkeligheden mener, men ikke helt tør sige, er angiveligt, at religion bør reduceres til noget privat. Noget pænt og ufarligt. Noget, man kan tage frem søndag formiddag og pakke væk igen til middag.
Det gør vi katolikker ikke. Troen er ikke en dekoration. Den er levende, offentlig og samfundsformende. Og den blander sig.
Det er også derfor, vi ser, at der, hvor katolicismen står stærkest – i lande som Italien, Polen og Slovakiet, er der stadig kulturel og åndelig modstandskraft mod tidens sekulære og liberale dogmer, både dem fra højre og venstre. I de gamle lutherske områder? Ikke meget.
Det forekommer derimod, at man i protestantismen er fuldstændig prisgivet tidsånden.
Jimmi Eklöv, højskolelærer
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
