Charlie Kirk, en af USAs mest profilerede politiske stemmer, blev onsdag i sidste uge dræbt under et politisk arrangement på Utah Valley University.
Uanset hvad man måtte mene om Kirk og hans synspunkter, står én ting klart: Når politiske stemmer bliver mødt med vold, er det ikke kun en person, der angribes men selve demokratiet.
Vi lever i en tid, hvor uenighed alt for ofte udvikler sig til fjendskab. I stedet for at se modstandere som borgere med andre værdier, reducerer vi dem til karikaturer af »fjenden« eller camoufleret i hverdagen som »vi taler ikke politik med bedstefar«.
Når den logik først slår rod, har vi sagt nej til en nuanceret debat.
Kort efter Kirks død nævnte en af mine venner for mig, at det ikke overraskede ham – hvad der til gengæld chokerede mig.
Alene tanken »det overrasker mig ikke, at han blev skudt«, er et symptom på, at polariseringen er ved at undergrave selve ideen om et fælles politisk rum og en saglig debat.
Det er, som om folk har en forventning om, at demokrati er kendetegnet ved enighed. Tværtimod, så ligger dets styrke i, at vi kan være dybt uenige og stadig respektere hinandens ret til at ytre sig. Hvis kun én holdning anses for legitim, mister vi eksistensgrundlaget og dermed fundamentet for demokratiet.
Vi kan ikke acceptere, at vold bliver en »forventelig« konsekvens af ekstreme synspunkter. For hvis det sker, er næste skridt, at alle, der går imod flertallet, lever i frygt. Og et demokrati baseret på frygt er ikke længere et demokrati.
Angrebet på Charlie Kirk bør derfor være en alvorlig påmindelse. Vi må insistere på, at uenighed skal mødes med nysgerrighed, undren og kritiske spørgsmål. Ikke med blind kritik, angreb på personen – hverken i debat eller fysisk.
For at citere tidligere medlem af parlamentet i Storbritannien Ann Widdecombe:
»Nobody has the right to live their lives being protected from offence or from insult or from hurt feelings. It is an occupational hazard of living in society and if you really can't take it, become a hermit.«
Hvis vi svigter det princip, risikerer vi at miste den frie samtale og dermed friheden selv.
Hans Christian Gerstoft-Wolter, næstformand, Konservative Ungdom Holbæk
Synd for Vingegaard
Jeg er så harm og vred over, at aggressive propalæstinensiske demonstranter fik lov til at sabotere 21. etape af Vuelta a España.
Det er en gåde, hvorfor topprofessionelle cykelryttere skal tages som »gidsler« i kampen for et frit Palæstina. Især er det synd for Jonas Vingegaard, der gik glip af en stor hyldest i centrum af Madrid, som vinder af årets Vuelta a España.
Sidst, men ikke mindst, burde de propalæstinensiske demonstranter have stillet sig op foran den israelske ambassade i Madrid og råbt slagord mod Israels utilgivelige krigsforbrydelser nede i Gaza, for det er ene og alene Israels regering, som er skurken, og ikke nogle professionelle cykelryttere fra Israel Premier Tech.
Jacob Vest, København
Ikke Danmarks skyld, Hamas regerer Gaza
I Debatten sidste torsdag anklagede en dansk-palæstinensisk læge danskerne for dobbeltmoral med hensyn til menneskerettigheder.
Pointen var, at vi ikke respekterer, at Gazas befolkning også har menneskerettigheder, men tillader, at Israel bomber løs.
Ja, det er frygteligt med sultne børn, men argumentet holder ikke i en historisk kontekst.
Gazas beboere havde i 2006 demokratiske rettigheder og flertallet valgte, at Hamas skulle styre Gaza. Det er ikke Danmarks skyld.
Og hvordan går det så med politisk frihed, ytringsfrihed, kvinde- og lgbt-rettigheder under Hamas-styret?
Har Hamas haft den rigtige prioritering mellem våbenindkøb og velfærd for befolkningen? Har Hamas ved at nægte anerkendelse af Israel haft en udenrigspolitik, der hjalp civilbefolkningen? Og er det kamp for menneskerettigheder, når man bruger civilbefolkningen som skjold for sine militære tunnelsystemer?
Måske kunne Hamas have gjort det bedre med hensyn til at sikre sin befolknings rettigheder.
Så når palæstinensere nu kommer efter tyve år og mener, at jeg og øvrige danskere har dobbeltstandarder, bliver jeg ærlig talt forarget.
Jan Flodin, Næstved
NATO og EU må vågne op
Jeg er rystet.
Rystet over at NATO, EU og USA som nation ikke reagerer langt mere resolut på de grove krænkelser af polsk og rumænsk territorium i sidste uge.
Vi lever i en uhyre usikker tid, hvor grænserne til Ukraine er blevet til frontlinjer for hele den frie verden. Når 19 russiske droner flyver ind over Polen – og endda dybt ind i landet – er det ikke et uheld. Det er en bevidst handling. Det er et angreb, som tester NATOs sammenhold, beredskab og vilje.
At man i første omgang »nøjes« med at henvise til artikel 4 og indkalde til konsultationer, er ganske enkelt utilstrækkeligt. Polen og Rumænien er NATO-lande. Når deres territorium krænkes, krænkes hele alliancen. Og netop nu er det tid til at vise tænder.
Rusland, Belarus og Putin skal sættes kontant på plads – ikke med tavse møderum og vage fordømmelser, men med synlig militær tilstedeværelse, klare røde linjer og håndfaste konsekvenser.
Vi må heller ikke blindt tro på, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil levere en hurtig løsning. Hans løfter om at stoppe krigen i Ukraine på 24 timer virker i dag hule og urealistiske. Og hans tavshed over for disse konkrete krænkelser taler sit eget tydelige sprog. Man kan ikke forhandle med Putin uden styrke. Man kan ikke skabe fred uden at vise, at aggression mødes med modstand.
Det handler ikke om at kaste os ud i en storkrig, men om at gøre det helt klart: NATOs grænser er hellige. Krænker man dem, så møder man konsekvenser.
Den tid, hvor vi sad på hænderne, mens Rusland overtrådte alle spilleregler, må være forbi. Der er allerede døde nok i denne krig. Nu skal EU og NATO sikre, at vi får Rusland til forhandlingsbordet – men kun fra en position af styrke.
Hvis vi lader stå til, risikerer vi ikke bare Ukraines fremtid, men Europas sikkerhed.
Henrik Bursch, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
