I januar døde min kone 81 år gammel efter at have været syg af kræft i 18 år.

I sygdomsperioden fik hun mange forskellige behandlinger. I de sidste år var vi på hospitalet cirka hver anden uge. Enten skulle hun til scanning, blodprøvetagning, strålebehandling, operation, samtale eller til svar på behandling m.m. Hun var fantastisk og tog det hele som det kom. 

Til sidst bredte kræften sig til hjernen, og hun blev opereret. Efter seks måneders forløb havde kræften igen bredt sig, og hun blev opereret med efterfølgende strålebehandling. Efter operationen fik hun som følge af operationen epilepsi. Efter denne operation var hun meget dårlig. Hun var træt og kunne ingenting. 

Den sidste tid lå hun permanent i sin seng, som et levende lig. Hun kunne absolut ingenting. Hun fik besøg af sygehjælpere og sygeplejerske hver tredje time døgnet rundt. Efter at hun havde været tapper og optimistisk, kunne hun ikke mere. Hun sagde hele tiden: »Er det ikke snart slut?« Hun var uddannet sygeplejerske, så hun vidste godt, hvad sygdommen kunne indebære, og ønskede at blive hjulpet til at »komme herfra«, hvis hun skulle komme i den situation, som hun nu var kommet i, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg bad om, hun ikke kunne blive hjulpet på vej med en større dosis morfin, men fik svaret: »Det må vi ikke«.

Det er for mig komplet uforståeligt, at min kone ikke måtte få hjælp til at komme herfra. Der var absolut ikke flere behandlingsmuligheder. Det vidste min kone, vore børn og jeg. Hvorfor kunne hun ikke få fred når hun ønskede det, hvorfor forlænge pinen? Til glæde for hvem? Vi ventede bare på, at døden snart ville komme.

Modstanderne af aktiv dødshjælp siger, at den syge kan blive presset af pårørende til at modtage dødshjælpen (for at opnå en tidligere død), men det kan jo også ske i dag, hvor vi ikke har dødshjælpen. De pårørende kan for eksempel presse den syge til at sige nej til en livsforlængende behandling.

Efter at jeg har fulgt min kones kamp mod kræften og set, hvor forfærdeligt hun havde det, vil jeg bare ønske, at vi snart får indført aktiv dødshjælp. Det vil give mig og andre en ro og tryghed, når det bliver vores tur!

Peter Borg Kristensen, Espergærde

Hvorfor denne misundelse?

Reaktionerne oven på regeringens nye skattelettelser til erhvervslivet ved generationsskifte vælter over hinanden. Venstrefløjen er gået i selvsving og kalder samlet skattelettelserne for skævvredne og bizarre, og Socialdemokratiet modtager »missilangreb« for at svigte samfundets svage. 

Nu er det lidt vanskeligt at se, hvad landets svageste har med nedsættelsen af skatten på virksomhedsoverdragelse fra 15 til 10 procent at gøre, men det har erhvervsminister Morten Bødskov (S) et begavet svar på: Tiderne har ændret sig! 

Og det har Socialdemokratiet så sandelig også, for da Mette Frederiksen i 2019 tordnede mod skattelettelser ved generationsskifte og satte skatten op fra 10 til 15 procent, hed sloganet: »Danmark er for lille til store forskelle«. 

Nu er de forskelle glattet ud til gavn for de mange virksomheder, der står overfor et generationsskifte, og ikke skal frygte for at blive lænset for kapital, stagnation i driften og mindre bidrag i skat til fælleskassen. 

Jeg forstår ikke brokkehovederne, der ikke kan se fornuften i at give den nedsatte generationsskifteskat et klap med på vejen. På alles vegne. Også de svage i samfundet.

Torben Busekist, Hellerup

CO₂-afgift

Uanset den begejstring, der er hos et flertal af Folketingets medlemmer – og hos Berlingskes lederskribent 26. juni – for en ny klimaaftale, der betyder at der pålægges det danske landbrug en CO₂-afgift, så er og bliver det helt tåbeligt, at vi i Danmark går enegang med en sådan afgift. 

Hvad vi gør i Danmark i forhold til CO₂-udledning har absolut ingen reel indflydelse på det globale klima, det er vi alt for små og få til at kunne have. At pålægge os selv – uden at nogen af de andre betydende lande er med – en sådan afgift er derfor rendyrket selvpineri, til gavn for hvem – nogle klimafanatikere uden jordforbindelse? 

Og det er hvad lederskribenten kalder »en god dag for det danske demokrati« – goddag mand, økseskaft!

Flemming Bækkeskov, Gentofte

Køn blandt dyr og mennesker

De mange diskussioner om køn: forskelle, muligheder, evner, chancer – etc. etc. er jo ikke nye, de har altid eksisteret, og vi har også altid vidst, at der var forskel på kønnene, også selvom debattører med forskellige interesser har prøvet at få det til at se ud, som om mænd og kvinder er ens, når det kommer til stykket. 

Anderledes i dyreverdenen, der har vi altid accepteret, at der var kæmpe forskel på hunner og hanner – og også accepteret handyrets ret til at vælge den dejligste hun og hunnens ret til at vælge den stærkeste han – ikke af hensyn til dem selv, men af hensyn til artens overlevelse og fortsatte styrke. 

Men jeg troede, at i fugle og dyreverdenen handlede det kun om styrke og tiltrækningskraft – var ikke klar over, at også i disse verdener vinder den han, der har flest evner til og muligheder for at »bygge rede«. Jeg læste så i min kalender med forbavselse om pungmejsehunnen, som først siger ja, hvis reden er bygget og tilpas indbydende.

Birgitte Willumsen, København

Stop Lynetteholm

Nu er der indgået en stor grøn aftale: Mindre landbrugsjord, mere skov, mere natur, mindre udledning.

Så venter vi bare på, at storbyen giver sit bidrag. Næste logiske skridt må være at stoppe byggeriet af Lynetteholm.

At bruge tusindvis af kubikmeter jord, cement og masser af sort energi, for at bygge 275 hektar nyt i storbyen – langt fra naturen – lyder ikke særlig grønt. Tilmed sviner det, både under byggeriet og bagefter med ekstra udledning i Øresund.

Mon ikke den grønne trepart lige burde mødes igen og få lukket ned for det projekt. For grønt miljø, er vel ikke kun noget, der er vigtigt derude på landet, i provinsen?

Søren Revsbæk, Næstved

Kejserindens nye klæder

Inger Støjberg raser over, at landbruget skal betale en Co₂-afgift inden for den nærmeste fremtid. Inger Støjberg udtaler »Dansk landbrug er i gang med at omstille sig, og selvfølgelig skal landbruget bidrage. Men hvorfor tvinge det ned i halsen, hvis det er nogle få år, der gør, at man kan bevare alle arbejdspladserne og livet i landdistrikterne.«

Problemet er bare, at Dansk landbrugs egen omstilling går så langsomt, at de aldrig kommer i mål selv. Og hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling, så kan vi ikke gøre det, uden at landbruget løfter deres del af ansvaret. Et ansvar, de ikke selv har formået at løfte, i de mange år, vi seriøst har snakket klima.

Desuden fremgår det af regeringens plan, at de tabte arbejdspladser bliver genvundet igennem andre job som følge af den grønne omstilling.

Og jeg tror, at Inger Støjberg inderst inde er ligeglad med den CO₂-afgift, hun er ikke uintelligent, hun ved at den er nødvendig. Desværre er hendes eneste politiske agenda i det her efter min mening at bevare sit stemmekvæg i landdistrikterne.

Så raser hun lidt over en CO₂-afgift og besøger en bondegård i ny og næ, så facaden bliver holdt ved lige. For hun gør alt, hvad hun kan, for at bevare sin plads på borgen, så hun kan leve det fede politikerliv – sammen med eliten – i Københavns fine saloner. 

Det er kejserindens nye klæder, vi venter bare på, at landmændene opdager, at hun er nøgen.

Jonas Schmidt, Brobyværk