Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Min far blev dræbt af et tog: Stop konkurrencer om egoisme og medlidenhed

Foto: Henning Bagger

Jeg satte mig engang ind i en togkupé, og foran mig, med front imod mig, sad en mand og nærmest blærede sig med, hvor hærdet og cool han var mht personpåkørsler. Han var lokomotivfører. »Efter et par gange er det helt det samme, som når det er et dyr,« sagde han. Og det sker jo tit. Damen ved siden af var makabert nok imponeret over ham, og de talte videre i næsten hånlige vendinger om, hvordan det vupti skulle overkommes, når det jo skete. Jeg var ved at kaste op. På selvsamme strækning døde min far foran et tog. Og det gjorde hans kusine også.

Jeg ser ofte kommentarer fra voksne mennesker, som skændes, når der er overskrifter om personpåkørsler. For alt skal jo i medierne som overskrifter nu. De skændes som regel om, hvem det er mest synd for. Og tydeligvis bærer det præg af hurtigt udtænkte holdninger, som ikke er baseret på, at de nogensinde har været forbundne til nogle af de implementerede parter, men i stedet hvad der er mest smart eller korrekt lige at mene.

Jeg tror selvfølgelig ikke, at alle lokomotivførere er ligesom ham i kupeen dengang. Og han skulle slet ikke have underholdt om det. For vi pårørende findes alle vegne. Men pointen er nok desværre alligevel følgende: At ligesom man risikerer at slå hovedet som tårnspringer, at blive tyk som bager, at se døde mennesker som læge og sygeplejersker osv., så er det den risiko der følger, og altid har fulgt, med det at være lokomotivfører. Desværre. Og i den forbindelse er hans kynisme nok nødvendig at besidde. Pointen er også: At alle parter, der berøres og ikke er indhyllet i en beskyttende kynisme, er kede af det (mildt sagt) i en sådan situation, så derfor giver det ingen mening at holde konkurrencer om, hvem det er mest synd for, og hvem der er »egoistisk«. Verden er som altid mere kompleks end som så. Lærke Helene Askholm