Når jeg fylder rundt næste gang, ønsker jeg mig en vaskerobot i fødselsdagsgave. Hvis ikke jeg selv kan tage vare på min personlige hygiejne, forstås. Det skal hverken min mand eller min søn bekymre sig om.
Den kommunale hjemmepleje er allerede i dag ret voldsomt udfordret. Vi bliver flere ældre og meget gamle medborgere i Danmark, så forventningen er, at presset på hjemmeplejen vokser.
Kommunerne skal prioritere deres økonomi, men penge bliver nok ikke det største problem, men derimod om det overhovedet er muligt at skaffe nok velfærdshænder. Alene af den grund vil det i fremtiden blive svært at kunne holde det serviceniveau, som vi har i dag.
Det kræver, at vi investerer i velfærdsteknologi, der sandsynligvis vil overtage endnu flere funktioner, som social- og sundhedsmedarbejdere i dag udfører.
Robotstøvsugeren har alle hørt om, men der vil også komme eksempelvis vaskerobotter til den personlige pleje, der ikke kræver medarbejdere. Der vil i fremtiden være penge til det demografiske pres, men kommunerne ved godt, at de allerede i dag ikke har nok medarbejdere og fremover vil få endnu sværere ved at finde dem.
Min familie og nærmeste venner skal ikke belastes med hverken at gøre rent, købe ind eller vaske mig, når jeg ikke længere selv kan klare det. Og hvis ikke der er arbejdskraft nok i Danmark til at levere omsorgsydelser, som dækker danskernes behov, skal der tænkes alternativt og innovativt og forventningsafstemmes med borgerne om, hvilket velfærdsniveau der vil være i fremtiden, og hvordan ydelserne kommer til at se ud.
Den udfordring håber jeg, at kommunerne vil være med til at løse i samarbejde med staten, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og iværksættere.
Mette Reissmann er MF og erhvervsordfører (S)