Mette Bock: Uden kultur er samfundet koldt

Kulturminister Mette Bock åbner Tønderfestivalen 2017 på Open Air scenen. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

I sin leder 4/9 spørger Berlingske retorisk: »Hva’ mæ kulturen« i regeringens finanslovsforslag. Avisen konstaterer – ganske rigtigt – at det er sparsomt, hvad vi finder af nye initiativer på kulturområdet.

Stilstanden skyldes forberedelse af en række reformer, beskrevet i en ti-punkts plan tidligere på året. Jeg håber, at det lykkes at skabe flertal for gennemgribende reformer på bl.a. medieområdet, museerne, teatrene, bibliotekerne, kunststøtten mv. Der er behov for nytænkning, så vi kan frigøre flere ressourcer til nye idéer og kulturelle projekter.

Arbejdet tager tid. Afsættet er ikke institutionerne, men kultur som mødested mellem borgere og kunstnere. I en kronik 4/9 efterlyser Alexander Øllgaard og Søren Rastogi en diskussion af, hvilket kulturliv vi ønsker i fremtiden. Det hilser jeg velkommen.

Diskussionen handler om andet og mere end institutioner og penge, selv om finansieringen er væsentlig. I min optik er kulturen for samfundet, hvad sjælen er for en krop. Uden sjæl – intet liv. Uden kultur er samfundet koldt og ubevægeligt. Debatten handler også om legitimitet, folkelig forankring og udviklingsmuligheder.

Jeg håber, at vi kan sikre bedre adgang til kunst og kultur i hele Danmark. Vi skal styrke vækstlaget og eliten og gentænke samspillet mellem den statslige kulturstøtte, de kommunale kulturinvesteringer og privat funding. Om der kommer flere penge på finansloven kan jeg ikke love. Men jeg kan love, at jeg vil forsøge at gennemføre hårdt tiltrængte og længerevarende reformer på kulturområdet.

Forhåbentlig vil vi sideløbende hermed få en mere substantiel kulturdebat. De ovennævnte indlæg er gode bidrag. For kulturen har, har haft og vil fortsat have stor betydning. Både for samfundet, for forholdet mellem mennesker – og for det enkelte menneskes liv og tilværelse.