Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

#Metoo og 20 år gamle sager

»Nu er det almindeligt, at de der har været sammen, efter 20 år finder ud af, at det ikke lige var sagen og nu skal sagen undersøges nærmere og den formastelige mand åbenbart rammes – ikke ved en juridisk undersøgelse, men ved en henvendelse til en arbejdsgiver, som jo er den eneste, som virkelig kan komme efter manden og afskedige han uden rettergang,« skriver Hans Buur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Utallige mennesker i Danmark ser måbende på resultatet af 20 år gamle sager, hvor formodet seksuel krænkelse overfor kvinder fører til afskedigelser af mænd.

Kvinder og mænd har gennem tiden fundet sammen, og nogle gange har resulteret ført til fælles samvær og andre gange var resultatet »nå-ja«, det var ikke lige sagen!

Men nu er det almindeligt, at de, der har været sammen, efter 20 år finder ud af, at det ikke lige var sagen, og nu skal sagen undersøges nærmere, og den formastelige mand åbenbart rammes – ikke ved en juridisk undersøgelse, men ved en henvendelse til en arbejdsgiver, som jo er den eneste, som virkelig kan komme efter manden og afskedige ham uden rettergang.

Dansken må med rette undres!

Hans Buur, Liseleje

Asger Aamund og Donald Trump

Asger Aamund, dit forsvar for Donald Trump i Berlingske Opinion 9. januar er så meget ved siden af den virkelighed, som jeg og sikkert hovedparten af Berlingske velunderrettede læsere kender til.

Så for at bringe dig tilbage til virkeligheden vil jeg oplyse dig om, at Donald Trump er en lystløgner, narcissist, racist og korrupt, samt at han ikke tager den ed, han svor ved sin indsættelse som præsident, alvorligt. Han har splittet USA og gjort alt for at isolere landet i forhold til vigtige internationale traktater og allierede. Han har en tankegang som en fornærmet dreng i 5. klasse og er på ingen måde en værdig repræsentant af det embede, som han nu har indtaget i fire år. Trump er farlig for demokratiet, sandheden og verden.

Listen kunne uden problemer gøres længere. At du fortsætter med at kalde manden en god demokrat, siger nok mere om dig og din tankegang, og om den virkelighed, som du har bevæget dig længere og længere væk fra de sidste år.

Lars Mølgaard, Helsingborg

Vermunds samfundssind

Pernille Vermund må have drukket af natpotten, når hun mener, at den offentlige sektor skal slankes efter coronakrisen. Det er den private sektor, som i disse dage suger penge ud af statskassen i form af hjælpepakker for ydelser, ingen får gavn af. Og fred være med det. Vi vil jo gerne beholde i hvert fald en del af den private sektor.

Det offentlige har siden Bjarne Corydon (ja, faktisk før) været underlagt tåbelige besparelser med forringelser til følge. Hvem er det, der holder Danmark i gang i disse dage? Det er sygeplejersker, det er pædagoger, det er skolelærere, det er politiet. Det er offentligt ansatte … Ja, med undtagelse af den offentligt ansatte, der hedder Pernille Vermund. Hun laver vist ikke ret meget andet end at spille hasard med den danske samfundskontrakt. Skal hun lige høre årets ord igen? »Samfundssind«.

Michael Pedersen, Vejen

Skilsmisse

Der er ikke noget mærkeligt i, at skilsmissetallet er højt og har været det med visse udsving gennem en årrække. Det skyldes ganske enkelt, at ægteskabet ikke anses for at have værdi. Unge mennesker har forstået tidens budskab, når de erklærer: »Det er større at få et barn end at blive gift«. Og der er mange par, der afviser ægteskab ved at sige: »Det papir betyder ingenting«. En meget præcis karakteristik, der har at gøre med, at vi lever i en tid, hvor det enkelte menneske sættes over fællesskabet.

Derfor spørger man ikke om, hvad man kan gøre for sit ægteskab, men hvad man kan gøre for sig selv. Man spørger heller ikke om, hvad man selv kan bidrage med, men har et sikkert blik for, hvad der er galt med den anden. Forpligtelsen i kærlighedsforholdet har simpelthen mistet sin betydning, og sådan har det været siden begyndelsen af 1970erne. Det er relationerne til børnene, der er afgørende: Børnenes følelsesliv og ens egne mavefornemmelser er det, som det hele drejer sig om. Og mens man mærker og føler, glemmer man det liv, man kunne have, og glemmer at gøre noget, der kan få en til at mærke, at man har en partner.

Så når skilsmissetallet stiger i en tid præget af coronarestriktioner, hvordan skal det da forstås? Er der en forbindelse til samfundets nedlukning? Eller skyldes det simpelthen frustration over ikke at kunne se sin office-wife, fordi man skal arbejde hjemmefra?

Finn Korsaa, Humlebæk