Merkels atompanik kunne have været undgået


I artiklen 22. april om fhv. forbundskansler Angela Merkels indsats, indbydes læseren til at give sin mening til kende om hendes politiske indsats.
Undertegnede har fulgt kampen imod atomkraft i 47 år og mener, at Merkels atompanikbeslutning i 2011 let kunne have været undgået. Det kunne være sket, hvis Angela Merkel havde udtalt følgende: »Det er frygteligt, hvad der er sket i Japan, hvor et atomkraftværk er ramt af en tsunami, skabt af et stort jordskælv. Noget tilsvarende vil ikke kunne ske i Tyskland. Det viser tilfældet med atomkraftværket Mühlheim-Kärlich ved Rhinen, som blev taget ud af drift, fordi der var skabt usikkerhed om undergrundens stabilitet«.
Historien er, at den pågældende reaktor kom i drift 18. august 1987. Nogle beboere i området mente, at reaktoren var uforsvarlig på grund af forekomsten af en seismisk brudlinje lige under reaktoren – et forhold, som naturligvis var kendt ved opførelsen. Modstandere af atomkraft gik rettens vej. Ved en foreløbig kendelse blev reaktoren stoppet 8. september 1988. Det juridiske tovtrækkeri fortsatte i 23 år.
Da Gerhard Schröders rød-grønne regering i 2001 besluttede, at atomkraft skulle helt væk og erstattes med russisk gas, fik hver reaktor tildelt en bestemt mængde strøm, som den måtte producere inden lukning. Ved en juridisk »studehandel« fik selskabet RWE, som ejer Mühlheim-Kärlich, lov til at overføre den mængde strøm, som denne reaktor kunne have produceret, til andre atomkraftværker, og reaktoren blev definitivt lukket.
Summa summarum: Da der var skabt (uberettiget) tvivl om reaktorens sikkerhed over for seismiske begivenheder, kom den kun til at køre godt et år.
Hvis Angela Merkel eller hendes rådgivere havde villet, så kunne hun med den omtalte erklæring have afbødet den meget større skade, som hendes panikbeslutning i 2011 gav anledning til. Men de benyttede i stedet chancen for at lukke kernekraft definitivt, hvilket nu er fuldbragt. Denne beslutning vil gå over i historien som en markant fejl.
Bertel Lohmann Andersen, fhv. formand for Reel Energioplysning, lic.scient. i kernefysik, Kgs. Lyngby