Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Merete Riisager tager fejl

»Desværre vil Merete Riisager sætte folkeskolen 70 år tilbage i tiden, idet hun mener, at børnene skal have mere kristendom. Det er der bestemt ikke brug for – tværtimod,« skriver Mogens Nørgaard Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

3. august bragte Berlingske et langt interview med tidligere undervisningsminister Merete Riisager fra LA. Hun tegner et dystert billede af folkeskolen, hvilket er fuldt ud berettiget, når skolen ikke formår at give alle eleverne tilstrækkelige kundskaber. Men samtidig viser hun desværre, at hun ikke forstår, hvad der skal gøres for at skabe en relevant og fungerende folkeskole. Og det er trist.

Begrebet dannelse forveksler hun (som så mange andre) med god opførsel. Det er forkert. Hvad man lærer, altså hvilke kundskaber man får gennem undervisningen, former individets intellekt, og det er resultatet af denne proces, som giver eleverne dannelse. Det har man vidst, siden Kant skrev sine filosofiske værker i det 18. århundrede.

Desværre vil Merete Riisager sætte folkeskolen 70 år tilbage i tiden, idet hun mener, at børnene skal have mere kristendom. Det er der bestemt ikke brug for – tværtimod! Når et af mine børnebørn lærer mere kristendom i skolen end natur og teknik, er der noget helt galt.

Der er ingen ide i at lære børnene, at Gud skabte verden på seks dage og derpå holdt en enkelt fridag, når vi ved, at der er helt forkert. Man burde i stedet gå en helt anden vej og lære børnene, at vi mennesker i århundreder har kæmpet med at finde vores plads i universet. Først troede vi, at vi var verdens centrum, så blev vi – takket være modig naturvidenskabelig forskning blottet for religion – meget klogere, og nu kan vi med det nye J. Webb teleskop se næsten helt tilbage til Big Bang.

Den viden har børnene brug for. Den giver lidt tiltrængt ydmyghed, den giver en dybere forståelse af vor tilværelse og vor plads i universet – og den giver et vidunderligt dannelsesløft.

Lad os få en moderne og relevant folkeskole. Det har vi brug for.   

Mogens Nørgaard Olesen, scientific adviser og forfatter, medlem af bestyrelsen for Dansk Selskab for Naturvidenskabelig Oplysning, Frederiksværk

Pensionistbluff

Alle politikere taler om det »grå guld«, og hvor vigtigt det er, at vi alle bliver længere på arbejdsmarkedet.

Men hvorfor det? Min kone og jeg er begge over den nuværende officielle pensionsalder. Og vi arbejder stadig på fuld tid. Vi solgte vores hus efter 16 år for at få noget mindre, der var nemmere at holde.

Og indtil vi finder det helt rigtige, bor vi til leje. Når vi nu ser på huse til at købe, kommer der negative reaktioner fra bankens side. For banken beregner vores husstandsindkomst til KUN at være det, vi får i pension – eller kunne få, hvis vi ikke arbejdede – og der bliver ikke medregnet det, som vi rent faktisk tjener ved at være blevet længere på arbejdsmarkedet.

Banken siger, det er krav fra Finanstilsynet. Det er da en forfærdelig dobbeltmoral. Staten siger altså: Vi vil gerne have jeres arbejdsmæssige ydelser, men I kan ikke få de muligheder, som andre på arbejdsmarkedet kan få.

Så kan det i sidste ende betale sig at arbejde længere, skifte til en mindre bolig osv., når vi er nået over den officielle pensionsalder?

Jens Chr. Fjeldborg, Hørsholm

Barsel til tiden

Så var der alligevel noget at blive uenige om her i agurketiden. EUs orlovsdirektiv som nu introducerer to måneders øremærket barsel til faren. Vel at (øre)mærke på en sådan måde, at benytter faren sig ikke af de to måneder, falder de bort fra den samlede mængde barsel. Med andre ord kan de ikke flyttes over til moren, som dermed også får reduceret den samlede tid, hun kan tage barsel.

Det får flere debattører til at råbe op om, at den enkelte familie helt selv skal bestemme, uden at staten/EU blander sig. Til det er der flere ting at fremhæve: For det første, virker det helt grotesk, at vi i Danmark ser det som en naturlov, at moren skal kunne tage 12 måneders barsel, hvoraf store dele er betalt. Og så ellers helt ublu vende tilbage og forvente, at alt er som før. 12 måneder væk fra jobbet er lang tid og langt over gennemsnittett i EU.

Orlovsdirektivet giver nu faren et stærkt incitament til at tage del i den opgave det er, at være på barsel. Noget enhver småbørnsforælder vil vide på ingen måde er »a walk in the park«. Det er godt for faren, der får mere alenetid med barnet, det er godt for barnet, som får øje på, at der også er en far i ligningen, og det er godt for moren, som kommer væk fra skrål, mælk og lortebleer og hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Skulle det så vise sig, at faren ikke vil benytte sig af de to måneders øremærket barsel, så overlever den lille familie nok også det. Moren kommer stadig hurtigere tilbage på jobmarkedet. Og den lille kan så søge nye udfordringer ved at blive passet i en institution. Noget man i øvrigt heller ikke behøver vente 12 måneder eller mere med, som det er kutyme i Danmark.

I virkeligheden illustrerer alt dette postyr mere end noget andet, at vi jo ikke har særligt store problemer i Danmark. I Belgien, hvor jeg selv er bosat, går moren fra en uge før termin, og har i alt tre og en halv måneds barsel. Så er det ellers tilbage på job, hvis hun ellers har et. I Danmark tuder vi så over, at moren potentielt får reduceret den samlede mængde lidt. Det er hvad man på godt dansk kalder »first world problems«.

Torsten Laksafoss Holbek, Bruxelles

Værdipolitisk dominans kvæler borgerligheden

I Berlingske og andre dagblade diskuteres i disse dage borgerlighedens tilstand i Danmark. Med et forestående folketingsvalg rejses der generelt stor kritik af højrefløjen og dennes manglende, samlede projekt som opposition til den førte socialdemokratiske politik.

Borgerlighedens trange kår skyldes flere ting, men helt centralt tegner der sig et billede af, at coronakrisen satte liberale økonomiske principper ud af spil og erstattede markedsmekanismerne med en altomfavnende, moderlig stat med tryghed til følge. Denne, mere korrekt benævnende, velfærdsstat, under ledelse af Socialdemokratiet er post-corona blevet så alment accepteret, at selv idéer om fornuftig, høj beskatning ikke længere vækker harme i borgerlig politik.

En anden afgørende faktor er den dominans, velfærdspolitikken synes at have tilraget sig de sidste fem års tid. Med et større og større fokus på identitetspolitik, herunder kønsdebatter, #metoo og woke-bevægelser, er al politisk aktivitet repræsenteret på venstrefløjen. Og i den kontekst har borgerligheden stået stampe med blind, tom venstrefløjskritik med henvisning til gammeldags dyder som højkulturel begrebsforståelse og ophøjede dannelsesidealer.

Selv den inflation af dannelse af nye opstillingsberettigede partier, der har bredt sig i flere år, har stort set kun mærkesager inden for værdipolitik. Selv Nye Borgerlige, som ellers prædiker en markant lavere skat, taler ikke om andet end udlændingepolitik som en ren identitetspolitisk markør for partiet. Og Danmarksdemokraterne, som jeg selv kritiserede i Berlingske 5. juli, er også en værdipolitisk sag om hensynet til lavere uddannede overfor storbyseliten osv. Men idéerne udebliver.

Formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, kommer tættest på en selvstændig, borgerlig stemme, men det forbliver i tom retorik om flere frie valg i den offentlige sektor, som står mere og mere uklart defineret for hver gang, det nævnes. Uden at uddele for mange gode idéer, kunne man pege på, at inflation og mulige fremtidige økonomiske kriser kunne bane vejen for andre bud på økonomisk politik. For værdipolitikken i 2022 er ikke konservativ. Den er moderne, tilhører undertrykte minoriteter og efterlader en borgerlig fløj lammet af forvirring.

Kristian Marstal, S-medlem, København