Mental load. Et ord jeg både væmmes ved, men samtidig gerne vil anerkende eksisterer i vores samfund. 

Jeg har som sygeplejerske og mor til to i den grad mærket hvor stort presset kan være, og hvor grænseoverskridende det i perioder har været at prioritere mig selv. Men denne tendens er ikke mændenes skyld – og det skal slås fast med et syvtommer søm.

Jeg indrømmer gerne, at det er mig, der tjekker mine børns intra. Det gør jeg, fordi jeg har lyst og oprigtigt er interesseret. Det er også mest mig, som rydder op. Hvis jeg ikke har lyst, så lader jeg være, og min mand har ingen indvendinger – han er interesseret i, at jeg er glad. 

Der er heller ingen der opsøger mig på privatadressen, fordi jeg ikke har svaret på den sidste tråd om fælles fødselsdage eller klasseudflugter. Mine beslutninger er i vid udstrækning mine egne.

Jeg forstår ikke den mekanisme, som opstår i kvinder når de udfører et arbejde, som ikke er dem påkrævet, og efterfølgende brokker sig over det. Jeg synes derudover, at det er enormt underligt at observere mange influenceres bruge »mental load« som middel i deres pengeindtjenende SoMe-profiler. Hvad hjælper det? 

Jeg synes, det er mere interessant at tale om, hvorfor det overhovedet sker? Hvorfor har vi de her sindssygt høje forventninger til os selv som mødre? Hvorfor er det så svært at løfte skuldrene og sige »Fuck it«?

Jeg læste for nogle år siden en bog, som omhandlede kunsten i ikke at give en fuck. Den var genial – og burde være en del af livets pensum for alle unge mennesker. 

Mental load er i min optik et resultat af kvinder, som i årevis ikke har kunnet acceptere at give slip og miste kontrollen. Kvinder, som i årevis har levet i en diskret indbyrdes konkurrence, hvor målet konstant har været at overgå hinanden og ubevidst sammenligne os selv med andre. 

De eneste, der kan lave om på mental load, det er os selv – så lad os træde ud af offerrollen, pak beskyldningerne væk. Prøv eventuelt at holde en børnefødselsdag, hvor du ikke har arrangeret en vild skattejagt – men i stedet måske sidder på en lænestol med din partner og sippe et glas hvidvin.

Marie Rønn, København