Jeg sidder nu på andet døgn med hovedet dybt begravet i Weston A. Prices næsten 100 år gamle bog »Ernæring og fysisk degeneration«.

Price rejste ud til 11 af verdens oprindelige folkeslag for videnskabeligt at få kortlagt deres kilder til ernæring og sundhed. Bogen betragtes som biblen blandt ernæringsbøger, og det er første gang, jeg læser den fra start til slut. Tidligere har jeg kun læst brudstykker, uddrag eller citater, men nu mærker jeg en helt ny erkendelse, som siver ud mellem bogens linjer.

Jeg mærker en dyb længsel efter de rene, oprindelige fødevarer og uspolerede næringsstoffer, som min krop har brug for. En længsel efterfulgt af en stærk trang til også selv at hente dem. Jeg mærker samtidigt en ubærlig uro over, at jeg ikke er ét med det nære landskab, dets geografi, flora og fauna, og dermed heller ikke er et særlig dueligt og robust individ, hvis jeg blev placeret i den vilde natur.

Værst er dog følelsen af det opståede vakuum af viden, der igennem generationer har sivet ud af vores moderne bevidsthed: Viden om fødevarernes og næringsstoffernes hvor, hvornår, hvordan og hvorfor. Denne viden, som er oparbejdet og videregivet igennem mange, mange tusinde generationer, er gået tabt i størstedelen af den moderne verden, og det moderne menneske har dermed også mistet en stor del af sit grundlag for eksistens i en vild natur.

Om lidt tager jeg bilen ind til et supermarked. Her kan jeg købe fødevarer, hvor jeg ikke kender deres præcise oprindelse, ikke kender deres forudgående håndtering og ikke kender deres individuelle værdi for mit samlede næringsbehov. Fødevarerne er tingsliggjorte, og jeg har ingen relation til dem andet end til nødvendigheden af at anskaffe mig dem for at mætte min mave, men ikke nødvendigvis nære min krop og mit sind.

Varerne er formet, forarbejdet, forædlet, raffineret, pasteuriseret eller medicineret, og de er pakket ind i papir, pap eller plastik. Stort set ingen af supermarkedets varer findes i den vilde natur, som i årtusinder var med til at udvikle os mennesker ved hjælp af netop de næringsstoffer, der var bedst egnede på rette tid og sted. I dag må jeg have tillid til, at fødevareproducenterne leverer de næringsstoffer, jeg har brug for. Kan de det? Gør de det? Eller viser sygdomsstatistikken os noget andet?

Vi har, i vores iver efter at massefremstille fødevareprodukter, smidt barnet ud med badevandet, og vi er på sigt i gang med en massedegeneration – i både fysiologisk og evolutionær forstand. Hvem mon overlever: Os eller »de vilde«?

Marie Raes, kostvejleder, Bryrup