Syv dages humanitær pause er afsluttet, hvor både palæstinensiske og israelske gidsler er blevet udvekslet. Desværre fortsætter bombardementerne af civile i Gaza, hvor det slap, og den nødvendige nødhjælp er stadig ikke tilladt over grænsen på trods af opfordringer fra flere humanitære organisationer.
Inden for de første tre timer efter våbenhvilens ophør var der meldt 32 afdøde palæstinensere. Det forventes ifølge Gazas sundhedsministerium, der er under Hamas-ledelse, at mere end 15.000 palæstinensere er dræbt indtil nu, hvor over 4.000 er børn.
UNICEF har netop erklæret Gaza det farligste sted i verden for børn at befinde sig, og en talsmand for UNICEF har sagt, at Nasser-hospitalet i det sydlige Gaza mindede om en dødszone med mange flere indlagte patienter, mange af dem børn, end der er kapacitet til.
Der er meldinger om udbrud af alvorlige sygdomme blandt patienter grundet de uhygiejniske forhold på hospitalerne, der er forværret af bombardementerne og grænseblokaderne, som forhindrer levering af nødvendig medicin. Læger uden Grænser har for nyligt delt videoer, der viser, hvordan deres udstyr og personale er blevet angrebet.
Som fremtidig sundhedspersonel er det dybt foruroligende at se, hvordan personer uden part i konflikten, men med det eneste ønske om at behandle sårede, bliver betragtet som militære mål på baggrund af, hvad vi vil kalde vag bevisførelse, som har kostet neutralt sundhedspersonale livet.
Israel har spredt flyvebreve over Gaza, der opfordrer befolkningen til at evakuere mod syd til byen Rafah, som derefter også er blevet bombarderet. Derudover har de inddelt Gaza i evakueringszoner, så civilbefolkningen kan advares om snarlige bombardementer og søge tilflugt til andre zoner.
Det kræver dog både strøm og onlineforbindelse at se kortet, noget som er sparsomt tilgængeligt i området. Der er imidlertid set eksempler på helt ned til ti minutters forberedelsestid og få timer til evakuering af et hospital med personel og patienter. Dette bringer patienter og personalets liv i fare.
Befolkningen er altså indespærret af en blokade, uden sikre refugier, med en konstant overhængende fare om eksplosioner.
Vi medicinstuderende opfordrer derfor til akut handling, da drabene på civilbefolkningen i Gaza, herunder vores fremtidige kolleger, kan undgås i langt højere grad, end vi ser under de nuværende omstændigheder.
Begge sider af konflikten har lidt hjerteskærende tab, som vil kunne mærkes i generationer, men intet kan retfærdiggøre drab på tusindvis af uskyldige civile, som er klemt inde i en konflikt, de ikke har part i. Derfor ønsker vi handling, før flere uskyldige liv betaler prisen.
Amar Khalil og Johan Bechmann Bjørn, begge stud.med., skriver med udgangspunkt i en underskriftindsamling med aktuelt 258 medicinstuderende som underskrivere


