»Folkeskolen er jo blevet politisk og er hele tiden til debat. Din undervisning er i stor grad dikteret af politikerne.«

Sådan sagde den tidligere folkeskolelærer Kenneth Lintrup, der i dag arbejder hos Rambøll, forleden i Berlingske. Mange kommer, som Kenneth Lintrup rammende beskriver, ind i skolen med de bedste intentioner om at gøre en forskel for det dyrebareste, vi har – vores børn – men løber panden mod muren og føler sig begrænset af et nidkært system, hvor der mangler respekt for lærernes faglighed.

Som børne- og undervisningsminister giver det mig stof til eftertanke. For lærerne er skolen. Hvis ikke vi har dygtige lærere, har vi ikke en god skole. Så simpelt er det. Det føles næsten banalt og åbenlyst at konstatere. Men uden dygtige lærere kan vi politikere lovgive nok så meget og smide nok så mange ressourcer i folkeskolen, uden at det nytter.

De fleste af os ved fra vores egen skoletid, hvordan det at have en dygtig lærer gør en kæmpe forskel. Og hvor det modsatte desværre også har stor betydning og kan være afgørende for, om man som voksen har modvilje mod tysk eller matematik.

Jeg kan sagtens forstå, at det må være demotiverende at være uddannet i at se og forstå, hvad der er det bedste for børns læring, hvis man samtidig ikke oplever, at man har rammerne til at føre det ud i livet.

I alt for år mange har vi politikere lænet os mere og mere ind over skolens ansatte med detaljerede krav til undervisningen og hverdagen ude på skolerne. Vi må efterhånden se i øjnene, at centrale krav og mål ikke er det, der skaber god undervisning. Det gør lokal handlekraft og frihed.

Det er netop derfor, at regeringen med vores folkeskoleudspil har foreslået en af de mest vidtgående frisættelser af folkeskolen i mange år. Konkret foreslår vi blandt andet at slanke de omstridte læreplaner, så antallet af mål reduceres med mindst 90 procent. Og vi foreslår, at skolerne får mere fleksibilitet til at tilrettelægge skemaet og skoledagens længde, så det passer til deres lokale behov.

Den første sætning i skoleloven er faktisk også den vigtigste. Her står der, at skolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder. Samarbejde mellem skole og hjem er helt centralt. Grundlaget for god undervisning er et stærkt fællesskab og ro i klassen. Det lykkes bedst ved at bakke op om lærernes arbejde og skolens regler. For der er altså kun én autoritet i klasselokalet. Og det er læreren.

Mattias Tesfaye, børne- og undervisningsminister (S)