Sophie Løhde svarer ikke på min kritik

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) får ikke rigtig svaret på min kritik af det nye forebyggelsesudspil for at anvende sanktioner, som er ude af proportioner, såsom bøder på 10.000 kroner til unge, der for eksempel sælger en cigaret til en 17-årig gymnasiekammerat.

Ministerens argumentation er grundlæggende, at målene helliger midlerne, altså en bekræftelse af min kritik af tabt moralsk kompas.

For eksempel skriver ministeren: »Vi har ingen intentioner om at blande os i, om for eksempel forældre vil købe et par øl eller en Breezer til deres 15-årige datter, som skal til en fest.«

Nej, men til gengæld indebærer Løhdes forslag, at forældrene kan få en bøde på 10.000 kroner, hvis de beder deres teenager om at betale med egne lommepenge for den alkohol, som forældrene har givet dem. Det er dét, jeg kritiserede i min kommentar. Ministeren gider ikke engang forholde sig til den kritik, hvilket er uacceptabelt.

Kan vi venligst få et svar på, om ministeren støtter den slags indblanding i forældrenes ret til at opdrage deres egne børn.

Martin Ågerup, forfatter og debattør

Pernille Rosenkrantz-Theil bliver aldrig overborgmester

Statsminister Mette Frederiksens (S) desperate forsøg på at styre København og det kommende valg af overborgmester ved at pege på sin partifælle Pernille Rosenkrantz-Theil som den kommende overborgmester satte gang i kommunalvalgkampen i hovedstaden. Men Mette Frederiksen er slet ikke klar over, at det aldrig vil ske.

Fjernstyringen fra Statsministeriet har slet ikke taget hensyn til, at der højst sandsynligt slet ikke vil være stemmer nok blandt de 55 nyvalgte medlemmer af Borgerrepræsentationen til at skaffe flertal for Pernille Rosenkrantz-Theil som overborgmester. Og det har absolut mest at gøre med personen Pernille Rosenkrantz-Theil. Mette Frederiksens desperado er en tabersag.

Finn Rudaizky (DF), medl. af Borgerrepræsentationen i København

Morgensang i folkeskolen

I forlængelse af Ove Steen Smidts læseværdige »Dagens brev« i Berlingskes søndagsavis 1. september er det værd at overveje, hvad forudsætningen er for en fornyelse af tidligere tiders morgensang i folkeskolen og med den den folkelige fællessang i det hele taget.

Til og med Folkeskoleloven af 1958 var indlæring og praktisering af fællessang, såvel den folkelige som den kirkelige fællessang, en væsentlig del af Folkeskolens opgave. I den såkaldte »Blå betænkning« fra 1960 var der lange lister over, hvilke Folkeskolens elever skulle lære i løbet af deres skolegang, i alt over 200 sange og salmer.

Denne forpligtelse på indøvelsen af den folkelige og kirkelige fællessang forsvandt med Ritt Bjerregaards folkeskolelov af 1975. Det betød, at danskere, der har forladt Folkeskolens afgangsklasser efter 1975-1980 og dermed i dag er 65-70 år gamle, ikke kan forventes at kende den traditionelle danske sangskat, ligesom de aldrig rigtig har lært at synge fællessang og dermed har svært ved at lære at synge nye sange.

Skal morgensang igen være et naturligt indslag i folkeskolens hverdag, vil det forudsætte, at fællessang igen bliver indøvet med folkeskolens elever fra 0. til 10. klasse. For at det kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at (alle) folkeskolens lærere bliver uddannet til at lede fællessangen, og at der bliver sunget ikke alene ved en fælles morgensang, men også i forbindelse med den almindelige klasseundervisning.

Der er blevet talt og skrevet meget om danske værdier. Tit og ofte glemmer man, at fællessang om den fælles folkelige og kulturelle virkelighed er den måske mest effektive socialiseringsfaktor i et samfund – fra familien, over folkeskolen og det frivillige foreningsliv til vores alles fælles danske samfundsliv. Der er derfor al mulig grund til at håbe på og arbejde med, at fællessangen igen bliver et levende udtryk for dansk samfundsliv.

Peter Balslev-Clausen, Charlottenlund