Strategisk diplomati fra Mark Rutte
Verden er som bekendt en anden efter 20. januar, hvor Donald Trump har startet motorsaven i de føderale agenturer via Elon Musk samtidig med at drive en tvivlsom udenrigspolitik over for Rusland.
Det har fået Europa og dets alliancer til at spærre øjnene op for den trussel, som Det Hvide Hus præsenterer med handelskrige og en vaklende villighed til at bistå Europa gennem NATO.
Derfor var besøget fra Mark Rutte, NATOs generalsekretær, i Washington, D.C. 13. marts et vigtigt et af slagsen. Her sad han side om side med Trump og tog imod spørgsmål fra fremmødte journalister i Det Ovale Kontor. Som svar på et spørgsmål om Trump troede på, at USA skulle annektere Grønland, svarede Trump, at han tror på, at det vil ske.
Det har naturligvis skabt en vis forargelse.
Men reaktionen på Trumps udtalelse fra Rutte har tilmed skabt et ramaskrig fra danske politikere. Karsten Hønge fra SF mener, at det er »ubegribeligt«, at Rutte accepterer sådan et angreb på et NATO-medlemsland. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti har også ytret, at Danmark ikke sætter pris på, at Rutte, »spøger med Trump om Grønland på denne måde«.
Her bliver der simpelthen nødt til at blive slået en streg. Der er ved at blive tegnet et billede af, at Rutte bøjer sig for Trumps annekteringsambitioner og vil lade Grønland og Danmark i stikken. Her vil jeg så gerne høre, hvad Rutte ville få ud af at svare Trump igen på hans hjemmebane – Zelenskyj forsøgte sig med den taktik, og det blev ikke til nogen succes. Tværtimod.
Rutte nyder også et godt personligt forhold til Trump, som man må forvente kan være en fordel for Europa. Derfor er taktikken fra Rutte en pragmatisk finurlighed, til trods for at det udefra ser omtvisteligt ud. Rutte manøvrerer i en verden, hvor diplomatiet er altafgørende, når man har med en uforudsigelig præsident at gøre. Derfor nulstiller man blot, eller går i minus, hvis man ender på den dårlige side af en relation med Trump.
Man må forstå, at strategisk diplomati er måden, hvorpå europæiske ledere skal løse den tilspidsede situation, og det er Mark Rutte et pragteksemplar på.
Lukas Fausing, studerer Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, Odense
Kære LA – håb er ikke en strategi
Da Venstre i 2022 gik med i en flertalsregering for at tage ansvar for Danmark og vores sundhedsvæsen efter en usikker tid med covid-19, valgte vi ansvar over håbet om, at tingene blot ville bedres af sig selv.
Vores sundhedsvæsen lå i ruiner, lange ventelister, udtrættede sundhedsprofessionelle og mangel på kolleger. Patienterne faldt ned mellem to stole, og det nære sundhedsvæsen skulle nytænkes.
Venstre valgte at tage ansvar, vi tog lederskab over sundhedsvæsnet med Sophie Løhde i spidsen og har nu forkortet ventelisterne, løftet rekrutteringen af sygeplejersker og jordemødre, sikret at kræftpakkerne overholdes i højere grad og sidst men ikke mindst: lanceret en omfattende sundhedsreform, der kommer til at løfte både det hele - og det nære sundhedsvæsen.
Så kære LA, husk, at håb ikke er en strategi, det er ansvar, og det har Venstre taget på sig.
Christine Dal Thrane, sygeplejerske og medlem af Region Hovedstaden for Venstre
Royal Run for rigsfællesskabet
Det ville da være passende, hvis det velbesøgte Royal Run lagde vejen forbi Thorshavn og Nuuk – hvorfor er det kun »danske« byer, der har lagt brosten til dette glimrende event?
Bo Arup, Charlottenlund
Den grundlæggende årsag
Putin er positiv over for våbenhvileforhandlinger i hans krig mod Ukraine, men minder os om, at en våbenhvile og en senere fredsslutning skal fjerne de grundlæggende årsager til konflikten.
Se, det er interessant, eftersom hr. Putin selv må anses for at være den mest grundlæggende årsag til konflikten. Imponerende, hvilket klarsyn den russiske autokrat her præsenterer os for.
Niels Henrik Jessen, Korsør
Klimaloven skal tælle alt med
I onsdags ramte Danmark sin Overshoot Day – dagen, hvor vi har brugt vores retfærdige andel af klodens ressourcer for i år. Sidste år var det 16. marts, i år 19. marts. Med andre ord: Vi har reelt ikke rykket os. Alligevel fejrer regeringen, at Klimarådet siger, at vi nu har en chance for at nå vores klimamål for 2025 og 2030. Men hvordan hænger det sammen?
Forklaringen er enkel: Klimaloven måler kun en brøkdel af vores reelle klimaaftryk. Den ser bort fra de enorme udledninger fra alt det, vi importerer – fødevarer, tøj, møbler, elektronik – og lader, som om biomasseafbrænding er klimaneutralt, selvom det sender CO₂ ud i atmosfæren.
Så hvad er en sejr værd, hvis den kun tæller halvdelen af virkeligheden? Den kommende genforhandling af klimaloven bliver afgørende. Danmark må tage ansvar for hele sit klimaaftryk – ikke kun den del, der ser pæn ud på papiret.
I Den Grønne Ungdomsbevægelse kræver vi, at udledninger fra biomasse bliver talt med i den nye klimalov, og at vi får et mål om at reducere Danmarks forbrugsbaserede udledninger til to-tre ton CO₂ pr. indbygger. Ellers vil klimaloven blive ved med at skyde forbi målet, og hvad skal vi så egentlig bruge den til?
Elise Sydendal og Johannes Skriver Elf, aktive i Den Grønne Ungdomsbevægelse
Tempogevinst fra Trump
Trump er en »fast mover« af en eller anden guds nåde. Han har denne gang i sin korte periode som præsident bevist, at han i et hæsblæsende tempo kan jonglere med mange geopolitiske bolde.
Hvad angår hans told- og økonomikrigsførelse, kan hans effektivitet blive en gevinst for hele verden. Han vil nemlig meget hurtigt styre mod USAs økonomiske selvmord. Efter sammenbruddet vil den normale verden hurtigt genopstå.
Steffen Bjarnø Hansen, Snekkersten
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
