Marcus Knuth: Nej tak til Forsvarets favorisering af etniske minoriteter


Jeg er dybt skuffet over Forsvarets seneste planer om at indføre positiv særbehandling for etniske og religiøse minoriteter. I Forsvaret er vi alle lige. Så det vil i mine øjne være en katastrofe for ligestillingen, hvor vi pludselig skal til at ansætte eller forfremme personer baseret på etnicitet eller religion.
Jeg har været tilknyttet Forsvaret i over 20 år som officer af reserven, og jeg har altid elsket, at her er vi alle lige. Så snart du har uniformen på, er det ligegyldigt, hvor du kommer fra. Om du er mand eller kvinde. Hvad din religion er, eller hvad din hudfarve er. I Forsvaret bliver vi alle budt velkommen på præcis samme vilkår.
Men alt det ønsker Mette Frederiksens regering nu at lægge i graven. Fremover vil Forsvaret åbenbart lave særregler for eksempelvis den muslimske fejring af ramadanen, hvor muslimer i en hel måned ikke må drikke vand eller spise mad fra solopgang til solnedgang. Jeg har helt ærligt svært ved at se, hvordan det danske forsvar skal kunne fungere, hvis vi tager den slags hensyn.
Hertil kommer, at man har arbejdet på en ny »diversitetsstrategi«, der ifølge DR stiler imod, at det ikke længere er den mest kvalificerede soldat, der skal ansættes eller forfremmes i visse typer job. Hvis der er flere kvalificerede ansøgere, skal man fremover i stedet vælge den ansøger, hvis etnicitet eller køn er underrepræsenteret på arbejdspladsen.
Jeg frygter, at det vil føre til to rigtig dårlige udviklinger i Forsvaret:
For det første risikerer vi at få officerer, befalingsmænd og konstabler, som er blevet forfremmet eller ansat på grund af deres etniske herkomst, ikke på grund af deres kvalifikationer som soldater. Det risikerer at skabe dårligere ledere, og det vil udhule tilliden til Forsvaret som en arbejdsplads, hvor alle har lige muligheder.
For det andet risikerer vi at sætte soldater med anden etnisk herkomst i dårligt lys. Vi har allerede rigtig mange dygtige soldater med blandt andet muslimsk baggrund, og i dag bliver de bedømt og respekteret alene på deres militære fagligheder. Hvis Forsvaret fremover forfremmer minoriteter på basis af etnicitet, risikerer vi, at respekten og inklusionen eroderer under vores ellers dygtige minoriteter.
Så kære Mette Frederiksen og kære Troels Lund Poulsen: Læg jeres forskelsbehandling på hylden, og lad os bevare ligestillingen i Forsvaret.
Marcus Knuth, kandidat til Europa-Parlamentet for Konservative, fhv. MF