I Danmark mangler vi arbejdskraft.
Lige nu oplever vi forgæves rekrutteringer i titusindvis, og det bliver som følge af den demografiske udfordring med færre unge og flere ældre kun værre de kommende år. Dermed kommer virksomhederne og velfærden også fremover til at slås med de udfordringer, der opstår, når der ikke er tilstrækkeligt med kvalificerede ansøgere at vælge imellem til ledige stillinger.
Vi har indtil nu i stor stil nydt godt af internationale kolleger fra landene omkring os. En af udfordringerne er imidlertid, at befolkningerne i den arbejdsdygtige alder også skrumper i mange af de EU-lande, som vi i dag har held med at rekruttere medarbejdere fra. Derfor opstår behovet for at kigge efter arbejdskraft fra lande, der ligger længere væk.
Udfordringerne er store, og derfor er der behov for både at kigge i retning af initiativer, der kan øge det indenlandske udbud af arbejdskraft, samtidig med at satse på initiativer, der kan øge tilstrømningen af arbejdskraft fra landene omkring os.
Christian Marcussen harcelerer i Berlingske 30. maj over dette, for han vil ikke have indvandring fra de såkaldte MENAPT-lande. Til det er der at sige, at det er dybt nødvendigt med flere internationale medarbejdere, og nogle af dem vil komme fra MENAPT-landene.
Det afgørende fokus bør være, om disse gode mennesker bidrager med vigtige, efterspurgte kompetencer, som virksomhederne mangler, og at de samtidigt bidrager positivt til samfundsøkonomien. I modsætning til tidligere er størstedelen af de mennesker, der i dag kommer til Danmark fra MENAPT-landene, aktive på arbejdsmarkedet og dermed i stand til at forsøge sig selv og bidrage positivt til samfundet.
Derfor er det i vores optik noget af et skræmmebillede, der optegnes i Christian Marcussens kommentar.
Endelig kunne man i al stilfærdighed spørge, hvordan den aktuelle og især den kommende mangel på kvalificeret arbejdskraft alternativt skal afhjælpes, hvis ikke mulighederne for at rekruttere fra landene omkring os er gældende?
Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv
Det skærer mig i hjertet
Forleden sad jeg endnu en gang i metroen over for en mor med sit lille barn på skødet. Jeg vil anslå, at barnet var cirka ét år. Det var en lille pige, som sad og småklynkede og vred sig rundt på skødet. Moderen holdt det fast, så det ikke væltede for- eller bagover. Derudover gjorde hun ikke noget. Hun var nemlig optaget af sin mobiltelefon! Da de nåede til den station, hvor de skulle af, lykkedes det moren at lægge pigen i klapvognen uden at slippe telefonen – eller opnå (øjen)kontakt med barnet.
Lidt senere så jeg en far haste afsted med et barn i klapvogn, samtidig med at han kiggede på sin mobiltelefon.
Nogle børn vokser op med fysisk nærhed, men med psykisk fravær af omsorgspersonerne. Det kan blive fatalt for de børn, der oplever det. Og jeg tænker: Er det virkelig så spændende at være på mobilen i stedet for at være på barnet?
Ingelise Hallengren, Vanløse
Auken og ateisterne
Ida Auken klager i Berlingske over, at ateister kan være noget trættende at diskutere med.
Lidt trættende kan man måske også kalde nogle af de argumenter, som hun selv anfører.
For det første er hendes inddragelse af Frederik Stjernfelt helt vildledende. Stjernfelt forholder sig i Weekendavisen til det idéhistoriske spørgsmål om, hvorvidt ytringsfrihed og demokrati har rod i kristendommen. Det, som han påviser, er, at når det gælder kristendommens hovedstrømninger – katolicisme, lutherdom, calvinisme – er den teori helt på vildspor. Han udtaler sig på ingen måde om moderne troendes forhold til ytringsfrihed og demokrati. Alle ved, at det som hovedregel er positivt.
Inddragelsen af Nietzsche i diskussionen er lige så vildledende. Det er rigtigt, at han var ateist, men det er ikke rigtigt, at han var en af oplysningens helte. Han var tværtimod en af de argeste modstandere af Oplysningstiden, som filosofihistorien kan fremvise.
Ida Auken hævder, at moderne troende ikke har problemer med videnskaben. Det vil jeg godt sætte et lille spørgsmålstegn ved. Nemlig ved den del af videnskaben, der hedder den bibelkritiske forskning. Den forskning har påvist, hvor fuldstændig usikker vores viden er om Jesu liv og gerning.
Den usikkerhed synes jeg ikke kommer til orde i mange troendes måde at tale om Jesus på. Udtalelser om Jesus er stort set udtalelser i blinde.
Niels Skovgaard, forfatter og cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion
Jeg undrer mig
Hafiz Muhammad Idrees undrer sig over, hvorfor han står til at blive nægtet statsborgerskab af regeringen.
Jeg undrer mig til gengæld over, at nogle politikere – uden at have fået bemyndigelse til det af befolkningen – har viklet landet ind i en konvention, som giver anledning til, at en udlænding undrer sig over at blive nægtet det privilegium, som bør reserveres til de få, som gør en ekstraordinær indsats til gavn for landet.
Det bør være et hvilket som helst lands suveræne ret at beslutte, hvilke udlændinge, det ønsker, bosætter sig i landet, og hvilke der kan opnå statsborgerskab. Uden at andre udlændinge i kraft af konventioner kan blande sig i de beslutninger.
Niels B. Larsen, Randers
USA som monarki
Donald Trumps begejstring for den royale glamour er velkendt for alle.
Det vil derfor ikke overraske, hvis et af præsidentens næste tiltag bliver at omdanne den demokratiske forbundsrepublik USA til et enevældigt monarki – og udråbe sig selv som »Kong Gulerod 1.«.
En konge sidder på livstid, så ingen bekymringer om en eventuel tredje præsidentperiode!
Ole Borg, Hellerup
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
