Kunstig intelligens som en geopolitisk arena for magt, som teknologisk værktøj til viden, penge, indflydelse og sikkerhed, er et emne, samfundsforskere har diskuteret i en årrække.

Men for størstedelen af befolkningen har det været noget, der kun har ulmet under overfladen, ikke nødvendigvis håndgribeligt og forståeligt i forhold til, hvad det betyder for os som europæere, for vores liv og vores fremtid. 

Det bærende narrativ er, at udviklingen af kunstig intelligens er et kapløb. Et kapløb, vi vel at mærke har valgt ikke at stille op til.

Den amerikanske regering udsendte forrige uge et direktiv, der kræver, at udlændinge ikke må få adgang til Anthropics nyeste og mest avancerede modeller. 

Når amerikanerne lukker ned for disse, bliver det forhåbentlig håndgribeligt og forståeligt, hvad det kan betyde for os og vores virksomheder her i Europa. 

Forhåbentlig kan dette være et telefonopkald fra fremtiden til os i Europa om selv at komme på banen med at bygge og udvikle ai-modeller på et niveau, der kan substituere de amerikanske (og kinesiske) tilbud.

Men kan vi tiltrække tilstrækkeligt talent og ekspertise til at bygge konkurrencedygtige modeller? Som udgangspunkt er vi ikke lige så konkurrencedygtige på lønninger som i USA, men det kan vi ændre på. 

Altså, vi kunne beslutte os for, at det var så vigtigt, at vi var villige til at investere det i lønninger og infrastruktur, som er påkrævet.

At investere i forskning kan også være i ressourcer snarere end lønninger alene. Dette kan blandt andet gøres gennem vores talentfabrikker – universiteterne og virksomhederne – som kan gøres attraktive i form af gode startpakker og attraktive miljøer.

Derudover ville det undre mig, hvis der ikke var en god del af verdens dygtigste forskere og udviklere, der ønskede at arbejde for en institution, der i højere grad lever op til etiske og gennemsigtige principper, og som ikke nødvendigvis handler om profitmaksimering for investorer, men om almenvellet.

Efterspørgslen efter teknologi, der ikke kompromitterer ens data og som arbejder for nogle værdier og etiske principper, man kan forene sig med, må også være der. 

Man kan desuden håbe, at de kan være lige så kapable som de amerikanske alternativer over tid, men det vil først og fremmest kræve, at vi opstiller rammerne for at udvikle netop dette og det gøres ikke ved museskridt og pilotprojekter, men snarere ved en kæmpe satsning på området.

Jacob Richard Bøggild Strabo, Postdoctoral Researcher (Postdoc) ved CAISA – Det Nationale Center for Kunstig Intelligens i Samfundet, Aalborg Universitet og Københavns Universitet, ph.d. i Økonomi

Den nye prøvestruktur er fjollet

Som 9-klasses afgangselev fra skoleåret 2024/2025 var jeg den sidste årgang, som kom til eksamen i den gamle prøvestruktur.

Undervisningsministeriet har for de igangværende afgangselever indført en ny i mine øjne »tosset« prøvestruktur.

Ændringerne handler blandt andet om, at man afskaffer en af udtræksprøverne, men den helt store ændring er afskaffelsen af mundtlig engelsk som obligatorisk prøve. Faget er dermed røget over i udtræksprøverne, hvor der kun er 17 procent chance for at trække det.

Det, mener jeg, er en kæmpe fejl. Vi lever i en meget globaliseret verden, hvor engelsk er det største sprog og dermed også kilden til global kommunikation.

I løbet af de næste årtier kommer kunstig intelligens også til at fylde mere, og hvis arbejdsstrukturen bliver ændret markant, kan engelsk være en stor fordel for den enkelte. 

Derfor mener jeg, at Undervisningsministeriet svigter eleverne, når man afskaffer engelsk som obligatorisk prøve, og dermed sender et signal om, at faget ikke er lige så vigtigt længere.

Christian Lindved, medlem af Konservativ Ungdom København

Differentieret moms

Jeg talte med nogen fra min familie i Norge, som driver forretning, om differentieret moms, som man jo har i Norge.

Det lyder som om, det er nemt nok. Det er kun forskellige knapper på kasseapparaterne, man trykker på, så bliver det hele regnet rigtigt ud.

Man skal selvfølgelig vide, om krydderurter tæller som fødevarer, eller?

Hvor svært kan det være. Hvis man ikke i Danmark skal genopfinde den »dybe tallerken«, kunne man måske spørge nabolandene?

Annie Fjærvoll, Frederiksberg

Helt ubegrundet bekymring om folkeskolen 

For efterhånden mange årtier siden vakte det en vis opmærksomhed, hvis en elev opnåede et 13-tal ved årets afsluttende eksamen. På min årgang var der måske én eller to på hver skole i kommunen, der opnåede denne bemærkelsesværdige anerkendelse og da kun i et enkelt fag.

Ved samtaler med nutidens stolte bedsteforældre må man forstå, at det er helt almindeligt at deres børnebørn scorer ikke bare én, men adskillige topkarakterer og derfor belønnes med det nutidige 12-tal.

Eneste logiske forklaring må være, at intelligensen og den faglige indsigt blandt landets skoleelever er steget betydeligt.

Og det kan vi i den ældre generation jo kun være tilfredse med.

Vi går trygt alderdommen i møde.

Preben Lund, Humlebæk

GylleGruk

Seks millioner borgere

Seks gange flere svin

Måske så er det sjovere

at bo i grisestien?


Man vænnes nok til gyllestank

når man selv er gris

Så er en kæmpe gylletank

jo kun lidt nabofis

David Munis Zepernick, Frederiksberg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk