Vi kender det godt fra os selv. Når vi har taget en forkert beslutning, så er selverkendelsen svær, både over for os selv og ikke mindst over for dem, det går ud over.
Men vi har det godt i maven, når vi så får taget os sammen, kryber til korset og erkender, at »man« har taget fejl.
Men vores demokrati og offentlige forvaltning – i kommunen, regionen og staten – har ikke bare svært ved at ændre åbenlyse fejl. Ofte er systemerne ikke i stand til at ændre noget som helst, uanset hvor indlysende fejlkonstruktioner og projekter de har sat i gang.
Letbanen var allerede under idéfasen et forældet, tåbeligt fejlvalg.
»Man« så bort fra almindelig logik og viden om trafiklarm, infrastruktur, økonomi, gammeldags sporvognsteknik, skinner på vejen, som tidligere var gravet op, trafiksikkerhed, driftsikkerhed, alternativer som elbusser og deling af vejbanen mellem taxaer og elbusser. Nej, de socialdemokratiske kommuner skulle absolut have deres egen letbane, som så ikke er så »let«, at det gør noget, og løbet er ved at være kørt. Og har vi lært noget? Øh, nej. De store kommuner fik deres letbane.
Så har vi vores nye affaldssortering.
Også et projekt, der umiddelbart lyder rigtigt og sundt set i relation til vores allesammens natur og fauna. Men igen; flere input i debatten tyder på, at når »man« vil give den gas, så kommer der noget kaospilot over logikken. Hvis vi ser på økonomi ved indkøb af op til fem store affaldscontainere pr. husstand, specialkonstruerede lastbiler til hver sin container, mandskab til indsamling og mandskab ved aflevering på affaldspladser, hvor skidtet så igen skal sorteres, holder de økonomiske og ressourcemæssige gevinster så? Er de projektmæssige beregninger så valide længere? Vi ved det ikke.
Vi ved til gengæld, at den ekspertise, der kunne lave en evidensbaseret evaluering og kalkule, ikke evner at erkende, at de måske har lavet et fejlprojekt.
Er det så godt for vores demokrati, at det er den samme personkreds, som måske har begået en fejl, og som er dem, der fra start har taget en forkert beslutning, der skal afgøre, hvad der rigtigt?
Søren Rasmussen, Kongens Lyngby
Er der en Trump til stede?
Kunstneren Jakob Fenger er medlem af Statens Kunstfond, hvor han har bevilget 100.000 kroner til sig selv. Han gik dog uden for døren, da resten af udvalget bevilgede ham beløbet. Pengene skulle bruges til et kunstprojekt: »Foreigners, please don't leave us alone with the Danes«.
Vi har ytringsfrihed, så man har ret til at håne og fornedre danskerne. Men at søge og bevilge sig selv 100.000 kroner af danskernes egne penge til dette hadprojekt mod dem, er lige groft nok.
Man får lyst til at spørge: »Er der en Trump til stede?«
Marianne Mørk Mathiesen, Frederiksberg
Udenlandsk arbejdskraft
Desværre passer politikerne ikke på Danmark og har intet lært efter mange års ukontrolleret indvandring. Nu skal vi have endnu flere, og det kan være mennesker af alle religiøse orienteringer, herunder muslimske. Bare de vil arbejde til 25.000 kroner om måneden eller følge overenskomsten i de pågældende virksomheder.
Det skader Danmark – vores danske samfund og sammenhængskraft er langt vigtigere end kortsigtede behov for »fremmede hænder«.
Jeg vil foreslå, at man i stedet omskoler en del af de mange tusinde bureaukrater i det offentlige, som regeringen har lovet, at de vil skære ned på, så de kan lære at rede senge og gøre rent med mere – og udføre et mere nyttigt arbejde.
Jens Rasmussen, Helsingør
NATO-bro til Bornholm
Det kunne være, at man skulle lade sig inspirere af den italienske premierminister, Giorgia Meloni, når hun vil bruge sine oprustningspenge på fem procent af BNP til at bygge en bro til Sicilien.
Vi har længe haft tanker om en fast forbindelse i form af en tunnel til Bornholm. Det kunne jo så blive en NATO-tunnel.
Når Putin forelsker sig for meget i øen, må vi hellere sørge for, at hjælpen hurtigt kan komme frem.
Den ligger jo lige til højrebenet.
Erik Tang, Sandkås
Ret fejlen fra 2010
Den 9. juni fik jeg i Berlingske optaget en kronik med overskriften »Stop amputeringen af vores realkreditsystem«.
Amputeringen skete i kølvandet på finanskrisen, da Folketinget besluttede, at personlig kreditværdighed fremover skulle være en betingelse for boligrealkreditlån frem for sikkerhed i boligens værdi.
Dette indebærer, som beskrevet i kronikken, en stærk forringelse for ikke mindst unge førstegangskøbere og ældre, der i pensionisttilværelsen vil blive boende og anvende noget af friværdien.
Jeg er langtfra den eneste, der er stærkt kritisk over for Folketingets ukloge og forhastede beslutning fra 2010. Finans Danmark fremsatte således 26. maj et forslag om at inddrage unges fremtidige økonomiske udsigter i vurderingen af personlig kreditværdighed. Og efter 9. juni har jeg fået kendskab til yderligere to lappeløsninger, der har udgangspunkt i kravet om personlig kreditværdighed.
En folketingskandidat foreslog således i Information 13. juni, at unge skulle kunne bruge deres pensionsopsparing til boligkøb. Berlingske kan 28. juni fortælle om, hvordan virksomheden GoodLife vil hjælpe pensionister ved delsalg af deres bolig, der betyder, at de kan blive boende, dog til en højere omkostning end ved realkreditlån.
Det er efter min vurdering uundgåeligt, at der kommer sådanne forslag, idet Folketingets ukloge beslutning fra 2010 har givet klare incitamenter hertil. Og der vil givetvis komme flere, hvis Folketinget ikke tager sig sammen og genindfører den oprindelige hovedidé med boligrealkreditlån: sikkerhed i boligens værdi. Lappeløsninger er vel at mærke eneste mulighed, som andre end Folketinget kan komme med, og derfor al ære værd.
Tilgiv dem, thi de vidste nok ikke, hvad de gjorde. Men jeg synes, tilgivelsen til Folketinget skal betinges af, at der rettes på fejltagelsen fra 2010.
Christen Sørensen, fhv. overvismand
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
