Dansk politik har igennem de seneste år været vidne til etableringen af en række partier, som har portrætteret sig selv som modstandere af det etablerede politiske system. Bedst eksemplificeret med Alternativets floskler om »en ny politisk kultur«, Nye Borgerliges selviscenesættelse som danskernes parti med underliggende fokus på, at partiets folketingsmedlemmer bestemt ikke var politikere, men »helt almindelige danskere« og senest illustreret med Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, som vi må forstå er et parti skabt af mennesker, som ikke har »gået med korte bukser i en politisk ungdomsorganisation«, som den tidligere Venstreformand udlagde det på valgaftenen.

Intentionerne er gode, og dansk politik savner da bestemt et mere nuanceret udbud af politikere, så samtlige af medlemmerne på Slotsholmen ikke ved første øjekast virker som kloninger af hinanden, men hvad vi til gengæld ikke savner er flere politiske partier, som brander sig selv som »ikkepolitikere« i forsøget på at skabe en form for modsætningsforhold mellem det at være almindelig dansker og politiker.

For når alt kommer til alt, så viser erfaringerne, at magtens begær på Slotsholmen virker dragende på selv den mest selvudråbte ikkepolitiker. Det alternative projekt var på randen af at gå til grunde, da nærmest samtlige folketingsmedlemmer forlod skuden efter voldsomme interne stridigheder omkring den dengang nyvalgte formand Josephine Fock. Miseren omkring Lars Boje Mathiesen har gjort Nye Borgerliges kamp mod det magtsyge politiske system til skamme, da de selv er blevet inkarnationen af dette ovenpå formandstumulten og de øvrige uroligheder siden valget, mens Moderaterne har kæmpet med en række møgsager omkring flere af de nyvalgte folketingsmedlemmer senest manifesteret med sagen om Jon Stephensen.

Så næste gang du hører en politiker sige, at vedkommende er en »helt almindelig dansker« og ikke en »politiker«, så tag det med et gran salt.

For magtens begær og menneskets iboende higen efter succes og meritter gør med tiden selv den mest selverklærede ikkepolitiker til indbegrebet af en politiker.

Jens Paaske Klausen, forretningsudvalgsmedlem, Venstres Ungdom

Flere unge i bestyrelserne

Krisebevidstheden eksisterer med alt tydelighed, men alt for mange samfundsstrukturer er ikke designet til løse kriserne effektivt, herunder klimakrisen.

For eksempel er bestyrelseslokaler ofte indrettet sådan, at de på grund af aldersfordelingen øger graden af kortsigtede tankesæt og vanetænkning – selvom udfordringerne kalder på radikal forandring og innovation.

Flere unge i bestyrelseslokalet er en forudsætning for, at vi reelt kan løse de mange kriser, vi konsekvent omtaler, der med en accelererende hast vil afspejle og påvirke dansk social og økonomisk velstand. Dette skyldes, at en intergenerationel dialog, hvor beslutningerne træffes i et samspil mellem erfaringen og de unges evne og mod til at tænke stort og nyt, udgør nøglen til at håndtere kriser i dag.

Lang anciennitet og en alder på 56 år (gennemsnittet for bestyrelsesmedlemmer) er lig med kompetence, men også vanetænkning. Ligesom diversitet blandt køn i virksomheders bestyrelseslokale øger afkastet, styrkes vores evne til at træffe de rigtige langsigtede beslutninger også af aldersmæssig diversitet og inter-generationel samtale mellem medlemmerne af den diverse bestyrelse.

Ved at inkludere unge ansatte i bestyrelsen opnår virksomhederne et nutidigt og aktuelt perspektiv på beslutningernes langsigtede konsekvenser for relevante interessenter, fra aktionærer til den brede befolkning. Og dernæst en kreativitet, som ikke er baseret på traditionel praksis, men i stedet kan gentænke de definerede rammer.

Det er derfor vigtigt, at bestyrelseskomiteen fraviger traditionel praksis og aktivt opsøger unge talenter, der ikke nødvendigvis besidder bestyrelseserfaring, men et mod, kreativitet og forståelse for samfundsudviklingen.

På denne måde skabes et bestyrelseslokale, der i højere grad afspejler samfundet, tør tænke nyt, og fortsat kan eksekvere med afsæt i anciennitet.

Benjamin Bøgen Pedersen læser BSc i International Business på CBS, København

Ud af ekkokammeret

Som venstreorienteret bevæger jeg mig på behørig afstand af mine personlige ekkokamre, når jeg læser Berlingske. Jeg er ikke så tit enig med avisen, og det kan indimellem føles lidt drøjt, men på den anden side finder jeg overdreven konsensus kvælende og kommer hurtigt til at kede mig bravt, hvis jeg kun beskæftiger mig med dem, som jeg er enig med.

Hvis jeg skal være lidt højttravende, så bilder jeg mig ligefrem ind, at det er godt for min demokratiske dannelse, at jeg jævnligt udfordres på mine holdninger og konfronteres med synspunkter, der ligger langt fra mine egne.

Det har for eksempel været berigende at stifte dybere bekendtskab med de nominerede til Fonsmark-prisen og blive delagtiggjort i deres tanker via interviews og kronikker. For mig har det været en sund påmindelse om, at mennesker, som jeg er grundlæggende uenig med, sagtens kan have væsentlige pointer og være sprængfyldte med interessante refleksioner, og jeg er spændt på at se, hvem der får overrakt prisen 23. marts.

Kamilla Kvam, Store Heddinge

Fattige lande

Jeg stemmer borgerligt – endnu.

Sammenlagt har jeg brugt år i udlandet, herunder også i Asien, Indien, Pakistan med mere.

Værst har været, at se de rige lande med konservativ regering, hvor afstanden mellem rig og fattig er ufattelig lang, at jeg er glad for at vi har partier som Enhedslisten og SF, der nok betyder, at fattigdommen kan minimeres her i Danmark. Håber jeg.

Finn Wagner, Ringe

Den dejlige bededagsferie

Regeringen har ved sin uigennemtænkte beslutning om at ødelægge bededagsferien fjernet en tiltrængt lille ferie efter vinteren. Det er i denne lille ferie, at borgerne tager på den første tur til sommerhuset og gør klar til sommeren. Det er i denne periode, at en meget stor del af konfirmationerne afholdes, ja, og et stort tal bryllupper fejres.

Som tidligere virksomhedsejer har jeg set, at mine mange ansatte kom på arbejde med øget energi efter denne lille forårs-miniferie efter vinterkulden. Det kunne ligefrem føles på øget omsætning og produktion.

Derfor, kære politikere, tænk jer om og lyt til det arbejdende folk og virksomhedsejerne.

Smarte løsninger er ikke altid smarte.

Palle Christoffersen, Dragør

Nej tak til en sekssporet motorvej gennem Farum

Folketinget besluttede i juni 2021, at Allerød-motorvejen skal udvides fra fire til seks spor for den ni kilometer lange strækning igennem Furesø Kommune. Og ringmotorvejen skal udvides fra seks til otte spor. Forslagene tilhører 1960erne og ikke 2020erne.

Derimod er der et oplagt behov for at få overdækket de nuværende bynære motorveje samt Fiskebækbroen. En overdækning løser både den trafikale opgave og hensynet til de tætte boligområder omkring motorvejene. Før eller siden bliver motorvejen i Farum overdækket, så der er ingen grund til at udsætte denne opgave. Indtil videre kunne man så nedsætte hastigheden til for eksempel 90 km/timen eller 60 km/timen for alle motorveje, der ligger tættere end for eksempel 1.000 meter fra bebyggede områder.

Det er vindstøjen og hjulstøjen, der larmer. Sættes hastigheden ned, reduceres støjen eksponentielt.

Finansieringen kan skaffes ved at fjerne kørselsfradraget. Herved tilskynder man arbejdskraften til at bo tæt på, hvor der arbejdes. I dag virker kørselsfradraget modsat. Lys på supercykelstierne vil også få flere i cykelsadlen.

Gode råd er der mange af. Det er den politiske lydhørhed, som det kniber med!

Lars Wismann, København