Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mændenes kampdag: Kræv din ret, mand

»90 pct. af fædrene i Norden ønsker at være dybt involveret i omsorgen for deres børn. Men de tror ikke, at andre mænd accepterer det,« skriver Eva Svavars. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

I dag er det mændenes internationale kampdag, og det er en god anledning til at sætte fokus på den systematiske forskelsbehandling, som danske mænd udsættes for på vores arbejdsmarked: nemlig manglende ligestilling med kvinder i retten til barsel.

Mænd sætter børn i verden, og børnene har glæde af den omsorg, nærhed og tryghed, en far kan give. Men i dag har mænd kun to ugers øremærket barsel, mens kvinder har hele 14 uger. Og selvom forældre kan råde og fordele mange uger frit, så forholder det sig sådan, at danske kvinder i gennemsnit tager 91 pct. af barslen og mænd 9 pct. I Sverige og Island tager fædrene i gennemsnit ca. 30 pct. af barslen takket være lovgivning, der øremærker mere tid til far, og som stille og roligt skaber en kulturændring.

Har fædre ikke lyst til at være på barsel? Jo, det bekræfter et nordisk studie fra 2019. 90 pct. af fædrene i Norden ønsker at være dybt involveret i omsorgen for deres børn. Men de tror ikke, at andre mænd accepterer det.

Det er virkelig trist. Og årsagen er en ældgammel strukturel forskelsbehandling, der fastholder mænd i en kønsrolle, der tilsiger, at de er mindre egnede til og angiveligt ikke synderligt interesserede i at passe deres egne børn. Men det er noget vås. Både mænd og kvinder kan være gode og dårlige til - og elske og hade - at være på barsel. Men så længe vi lovgiver til den ene parts fordel, understøtter vi de gamle kønsroller.

Jeg kender mange mænd i min generation, hvis fædre har skuffet i deres opvækst. Men mange af dem omsætter skuffelsen til en drivkraft til selv at blive fædre, der har nære, kærlige og omsorgsprægede relationer til deres børn. Men de skal desværre stadig kæmpe mod kultur, gamle kønsroller og måske også kærester, der ikke vil afgive barsel.

At ligestille forældre i retten til barsel vil ikke kun være en god nyhed for fædre og børn. Det vil også bidrage til øget økonomisk ligestilling i Danmark. Kvinder mister lønindkomst, forfremmelser, karrieremuligheder, lønstigninger og pensionsopsparing, når de tager hele barslen. Og hele mekanismen gør, at kvinders formue i gennemsnit er ca. en mio. kroner mindre end mænds, når de går på pension. Det er ikke rimeligt.

Så mand, kræv din ret til barsel. Det er win-win-win for far, mor og barn.

Eva Svavars, bestyrelsesforkvinde, Kvindeøkonomien