Scenariet til søs i en krigssituation ser vel anderledes ud om fire år end nu. Til den tid er der måske slet ikke brug for de fire nye danske konventionelle fregatter? 

Jeg stiller spørgsmålet, fordi Ukraine i øjeblikket ikke bestiller andet end at sænke russiske slagskibe i Sortehavet med zigzaggende undervandsdroner. Den teknologi bliver i øjeblikket udviklet med rivende hast, og ukrainerne er i front inklusiv danske IT-virksomheder, der successivt udvikler på den avancerede teknologi.

I det hele taget var det måske værd at studere den teknologiske side af den moderne krigsførelse i Rusland-Ukraine krigen, så vi kan være beredt i Danmark, hvis vi bliver inddraget i krigen. Ville det ikke være trygt at kunne pulverisere Kaliningrad på fem minutters tid med moderne amerikanske ATACMS- missiler?

Skrevet af en tidligere »jagthund« på Kongeskibet Dannebrog og true fan af Søværnet og de gæve danske søfolk.

Peter Brenøe Lange, Skodsborg

Barnepige-attitude

Her sidder man til en hyggelig Grundlovsfrokost, og så pludselig tikker en sms ind: »Husk at stemme til europaparlamentsvalget på søndag. Hilsen Folketinget«.

Helt ærligt, jeg orker ikke al den barnepige-attitude. Jeg er voksen, behøver ikke Folketinget til at minde mig om, at jeg skal stemme. Jeg bor i Danmark, ikke i Kina.

Agnete Blach, Stege

En bekymrende udvikling

Gennem århundreder har homoseksuelles rettigheder været et betændt emne. Men igennem personlige ofre og hårdt arbejde, samt støtte fra den moderne videnskab, vandt de homoseksuelle kampen i Europa, USA og resten af den vestlige verden.

Kampen for at vise, at de bare er som alle andre, de tænder bare på og forelsker sig i deres eget køn. På nær det så er de helt normale mennesker, der ønsker et helt normalt liv, som en del af samfundet og fællesskabet. Desværre er den kamp skredet af sporet, og det der i årtier lignede en sikker sejr, begynder så småt at ligne et nederlag.

Stærkt højreorienterede partier vinder frem overalt i Europa, og med fascisme følger homofobi, det er nærmest blevet en naturlov. I Polen har over 100 polske regionale og lokale myndigheder erklæret sig selv for »lgbt+-fri zoner«. I Italien må to kvinder ikke længere begge være noteret som forældre til deres fælles barn, og medmødre bliver fjernet fra deres børns fødselsattester med tilbagevirkende kraft. I Rumænien, Bulgarien og Ungarn strammes grebet også om lgbt+-personers rettigheder igennem den ene homofobiske lov efter den anden.

Man spørger sig selv, hvad der er gået galt, siden det hele er ved at køre af sporet? Siden woke-kulturen er kommet til at dominere, har homofobien desværre også blomstret. Den fælles lgbt+-kamp lader ikke længere til at være for retten til at være den, man er på lige fod med alle andre. Tværtimod virker det som om, at kampen handler om retten til at skabe sig så åndssvagt som muligt på bekostning af alle andre.

Alene det, at vi i fuldt alvor skal diskutere, hvorvidt der er mere end to køn, og om der skal være gratis tamponer på herretoiletterne, viser, hvor vanvittig kampen er blevet. Og som bekendt avler tryk modtryk. Det regnbuefarvede woke freakshow er en gave for homofobernes hadefulde politiske agenda. Og det hele ser ud til kun at blive meget værre i fremtidens Europa.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Hvorfor gøre det nemt?

Regeringen vil glæde de unge under 18 år ved at fjerne AM-bidraget på otte procent på deres fritidsarbejde. Lidt har også ret, men er det ikke netop hensigten med frikortet (der fritager de første 49.700 kroner om året for skattepligt), at det skal give de unge motivation til at tage et fritidsjob? 

Lovforslaget vil endnu en gang forvride selvangivelsen og give arbejde til en flok it-specialister, der skal hjælpe skattefars store regnemaskine med at udregne og holde styr på, hvornår de unge runder 18 år.

Var det ikke flertalsregeringens hensigt, at nu skulle der forenkles og ryddes op i lovjunglen? Men den startede for resten også med det modsatte: I stedet for to skattesatser for indkomst forøgede man antallet til fire. 

Nu får vi bundskat, mellemskat, topskat og top-topskat fra 2026. It-specialister, revisorer og advokater har kronede dage, når man i stedet for at forenkle fortsætter med at komplicere lovjunglen – og hvem betaler: Skatteyderne.

Knud Riedel, Skodsborg