Frygten for Dansk Folkepartis comeback

Louie Skougaard fra Konservativ Ungdom mener i Berlingske, at Dansk Folkeparti har gjort sig selv til offer. Ifølge ham ser vi medierne, systemet og eliten som fjender, hver gang vi møder kritik. Det er en bekvem analyse. Men måske skulle Skougaard rette blikket mod sit eget parti.

For der er noget, der har ændret sig i dansk politik: Dansk Folkeparti er igen i fremgang, og en del borgerlige vælgere ser mod os. Det bør give anledning til selvransagelse hos De Konservative.

For hvor konservativ er Det Konservative Folkeparti egentlig blevet?

Mens partiet i stigende grad profilerer sig på erhvervsliv, skattelettelser og grøn omstilling, står Dansk Folkeparti fast på de spørgsmål, som for mange borgerlige vælgere er lige så afgørende: nationen, familien, vores kultur, traditioner, grænser og sammenhængskraft.

Måske er det derfor, at kritikken af DF efterhånden kommer så ivrigt fra dele af den øvrige borgerlige lejr.

Louie Skougaard indrømmer sågar selv, at DF kan mødes af fordomme, og at pressen selvfølgelig skal kritiseres, når den fortjener det. Men når vi rent faktisk gør det, bliver selve kritikken pludselig fremstillet som »antiborgerlig«.

Det hænger ikke sammen.

Dansk Folkeparti ønsker ikke offerrollen. Vi ønsker en politisk og journalistisk debat, hvor de samme standarder gælder for højre og venstre.

Og måske er det netop det, der gør nogle mennesker på Christiansborg nervøse.

For Dansk Folkeparti er ikke længere et parti, man uden videre kan affeje. Vælgere, der savner en borgerlighed med langt større vægt på værdier, national identitet og traditioner, har et alternativ.

Så jeg vil gerne sende spørgsmålet tilbage til Louie: Er det virkelig Dansk Folkepartis såkaldte »offerrolle«, der bekymrer dig?

Eller er problemet snarere, at flere borgerlige vælgere er begyndt at opdage, at den konservatisme, de savner hos De Konservative, kan findes hos Dansk Folkeparti?

For måske er det ikke offerrollen, der fylder på Christiansborg. Måske er det frygten for Dansk Folkepartis comeback.

Mads-Magnus Damm, Landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

Der står ikke »nazist« i nogens gener

DR reklamerer heftigt for sin »opsigtsvækkende« dokumentarserie »Mysteriet om den danske nazi-donor«, hvor en dansker, der var SS-soldat under krigen, blev sæddonor i 1960erne via Karolinska i Stockholm.

Ubehageligt at tænke på, men er det skadeligt for børnene? Nej. Der stod ikke »nazist« i mandens gener, ligesom der ikke står »kommunist« i generne hos folk fra den modsatte side af det politiske spektrum. Børnene begynder deres tilværelse lige så pletfrie som alle andre.

Dette er en storm i et glas vand, men jeg kan da godt forstå, at børnene, der nu finder ud af det, har det ubehageligt til mode. Det er bare risikoen, når man opsøger viden om sine forfædre. Hver og en af os ville støde på flere frastødende personer, hvis vi kunne finde frem til vores komplette stamtræer.

Vi andre ser ikke ned på jer af den grund, så: Frisk mod Antonius, du haver intet ondt bedrevet.

Knud Larsen, Hvidovre

Pas på – børnesange giver piger traumer

Endelig er der nogen, der tager ansvar for børnenes psykiske velbefindende.

Andreas Hemmeth og Anna Lidell har kastet sig over en af tidens helt store samfundsopgaver: i en ny bog kønsneutraliserer de danske børnesange. Drengenavne skal udskiftes med pigenavne, så pigerne også kan se sig selv i sangene.

Tænk engang. I generationer har små piger levet med den grove uretfærdighed, at edderkoppen hedder Peter.

Hvordan har vores mødre og bedstemødre dog overlevet?

Det er skandaløst.

Heldigvis er redningen nær. Peter bliver til Ida, og så kan pigerne endelig synge med – uden risiko for livsvarige traumer.

Men vi bør gå hele vejen: En National Kommission for Barndommens Navnemæssige Traumer skal gennemgå børnesange, eventyr og rim og kønsneutralisere dem.

Og selvfølgelig skal tidligere generationers ofre tilbydes gratis psykologhjælp:

»Hej, jeg hedder Karen. Da jeg var seks år, sang jeg om Peter Edderkop.«

»Hej Karen.«

»Jeg har aldrig været den samme siden.«

Måske de voksne, som Andreas og Anna, skal lære noget revolutionerende: børn er klogere, end de tror, og børnene kan godt synge om Edderkoppen Peter, selvom man hedder Emma. En edderkop er en edderkop, uanset om den hedder Peter, Hanne eller Ida.

Det kræver blot, at Andreas, Anna og ligesindede tror på, at børn har robusthed og kan tænke selv. Og det er åbenbart den farligste tanke af alle.

Allan Andersen, Gilleleje

Midt i en ulvetid

I Berlingske lørdag kunne man læse, at Enhedslistens naturordfører, Pil Christensen, er forarget over, at ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), valgte at holde pressemøde med den nedlagte ulv liggende foran sig.

Det giver åbenbart associationer til 1920ernes storvildtjægere, der poserer med deres bytte for at vise, at de har besejret naturen.

Vel nok lidt småligt, at hun ikke under ministeren at profilere sig selv på baggrund af hans måske største bedrift som minister. En stor bedrift er det – det må kunne give den danske befolkning en vis tryghed i forhold til den russiske trussel, at det med en intensiv indsats lykkedes at nedkæmpe et farligt rovdyr ved hjælp af højteknologiske termiske droner på blot ni dage.

Jeg vil derfor opfordre ministeren til hurtigst muligt at få ulvens hoved udstoppet og hængt op på kontoret. Det vil uden tvivl indgyde den respekt, som en handlekraftig minister fortjener.

Jesper Borgstrøm, Fredensborg

En hjertesag

Mit hjerte er 81 år og skal undersøges på Rigshospitalet. Jeg er undtaget for elektronisk post og afventer brev om indkaldelse. Desværre kan jeg så ikke også få en sms. Det ville ellers mindske hjertekvababbelsen med den usikkerhed, der er med postudbringningen.

Carsten Seeger, Ishøj