I disse dage er der stort oprør over tidligere tiders tv-julekalendere. Senest problematiserer Roger Courage Matthisen sin egen rolle i »Nissernes ø«, som han siger »var naiv og dum og godt kan lide rytmer og at spille på trommer«. Problemet skulle ifølge Matthisen være, at det er en »essentialisering af, hvordan afrikanere er«.

Jeg skal ikke kloge mig på, om der er grupper i samfundet, der oplever det sådan. Jeg ved bare, at julekalendere er skrevet til børn. Alle karaktererne er karikerede. Desuden er den mest dumme og naive nisse i Flemming Jensens fortællinger om de gæve nisser ikke Matthisens karakter, Jojo, men Lunte. Og Lunte er også den mest elskede af børnene.

Karakteren Hr. Fiffig-Jørgensen fra Nissebande-universet er jo også karikeret og naiv og derfor en elskelig skurk. Så måske er Jojo skrevet naiv ikke som en ubevidst »essentialisering«, men fordi karakteren skal tale til børn.

Der er selvfølgelig nogle af karaktererne, der er klogere og kvikkere end de andre og det er Pil, Puk og Pyt, de unge kvindelige nisser. Men jeg hører ikke nogen fra #metoo-folket, der hylder Flemming Jensen for at skrive stærke kvindelige figurer ind i sine fortællinger. Man kunne godt savne nogle nuancer i debatten.

Lykke Ferm-Pedersen, Vejen

Bestyrelsesansvar

Det er bemærkelsesværdigt, så meget domfældelsen i Roskilde Bank-sagen cirkler om den samme problemstilling som Mette Frederiksens koordinationsudvalg i forbindelse med Mink-sagen: Kan en gruppe beslutningstagere tørre ansvaret af på den udførende direktør/minister med henvisning til, at de forventer kun at modtage gennemarbejdede forslag?

Det lægger en markant pres på organisationen og reducerer beslutningstagere til rødvinsdrikkende gummistempler. Og det er helt tydeligt den juridiske tradition, vi har i Danmark. Det er der nu faldet endnu en dom for.

Man kan mene meget om, hvorvidt disse bestyrelser reelt er uden skyld og indsigt. Men jeg vil gerne foreslå, at man fremover sætter deres aflønning på niveau med deres ansvar, arbejdsmængde og kompetencer: Åbenbart et godt stykke under studentermedhjælpen.

Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde

Julen har bragt

På lederplads i Berlingske 1. december og i en kommentar 2. december skriver Nathalie Ostrynski hhv. Halime Oguz om TV 2s beslutning om at droppe at vise en julekalender fra 1997. Baggrunden for TV 2s beslutning er, at der er scener i julekalenderen, hvor hvide børn er maskeret som sorte. Skribenterne kalder det cancel- og perfekthedskultur. At fjerne historie. At gøre os alle dummere. Oguz skriver sågar om forbud.

Alt det man kan sige meget dårligt om, men er dette den rigtige sag? TV 2 er ikke lovgivere, så de kan ikke forbyde noget, og de har heller ikke monopol. Selvfølgelig skal vi bevare viden om vores kulturelle og politiske historie og videregive den til vores børn, men er det det, familien mødes over julekalenderen for at gøre?

I denne sag er det problematiske faktisk, at TV 2 i første omgang havde tænkt sig at spise vores børn af med en 25 år gammel julekalender. Børn lever i høj grad i nuet, og de fortjener samtidig tv-underholdning – ligesom de børn der oprindelig så omtalte julekalender. Historieundervisning skal de nok få på anden vis.

Med denne tilgang ville vi virkelig respektere vores børn og slippe for denne diskussion, hvor nogen ender med at forsvare noget, de egentlig synes er forkert, som i lederen.

Klaus B. Møller, Vanløse

Gæld og tillid

Det har længe været kendt, at danskernes gæld til det offentlige stiger kraftigt. Seneste opgørelse viser, at gælden er omkring 150 milliarder kroner. Mange af vores politikere mener, at det er vanskeligt at finde penge til finansiering af væsentlige områder i samfundet som for eksempel Forsvaret og sundhedsvæsenet. Ud over de manglende 150 milliarder skal danskerne betale regningen for minkskandalen, da det kun er i private virksomheder, at topchefer drages til ansvar for manglende omhu og sløset omgang med fakta.

Vores politikere mener, at der mangler penge i fællesskabets kasse, mens tilliden til den offentlige forvaltning eroderer stødt og roligt. Vi, der har en privat sundhedsforsikring, er heldige, fordi vi kan få behandling, hvis vi får skader i skelettet. De, der er uden forsikring, må leve med årelange ventelister i det offentlige. Som borger uden gæld til det offentlige er man til grin for egne penge.

Hvis tilliden til velfærdssamfundet og fællesskabet skal genopbygges, skal politikerne sørge for at de borgere, der mangler at betale til den fælles kasse, bliver opkrævet, hvad de skylder, først derefter kan de bede os andre om at yde mere.

Fillippa Gottlieb, Allerød