For et par uger siden blev en person dømt en forholdsvis hård straf for at give udtryk for sympati med Hamas-terrorister – og nu genudgives ifølge Kulturen på P1 en digtsamling, der udtrykker sympati og forståelse for de røde terrorister i Rote Armee Fraktion fra 70ernes Tyskland. 

Hvordan hænger det sammen? Må man gerne udtrykke sympati med venstreorienterede terrorister – men ikke med muslimske? For slet ikke at tale om højreradikale?

Vil nogen komme med en forklaring?

Alexander Borg, København

Afrika, Kina og Europa

Anne Sofie Allarp kritiserer 6. marts Europa for en alt for dårlig indsats i Afrika. Hun siger, at hun selv har arbejdet i Zambia, og derfor kunne man forvente en større indsigt.

Kulturen i Afrika er sådan, at en leder – det være sig en diktator eller en folkevalgt præsident, for de eksisterer også – ser det som sin fornemmeste pligt at rage så mange rigdomme til sig, i den tid han er ved magten. De europæiske regeringer nægter generelt at betale til den omfattende korruption, som er en betingelse for at få lov til at hjælpe. Det lyder mærkeligt, men sådan er kulturen også i Afrika.

Kina derimod har ingen problemer med at betale til korruptionen, og dette er den væsentligste grund til, at Afrika hellere vil gøre forretning med Kina. For den enkelte afrikanske leder og hans nærmeste er dette en klog disposition, men for de afrikanske lande som helhed er det rigtig dårligt.

Erfaringen viser nemlig, at når et afrikansk land ikke kan tilbagebetale det lån, som man har fået af Kina – og det kan man stort set aldrig – overtager kineserne driften og indtægterne fra det pågældende anlæg. Derimod er der utallige eksempler på, at et europæisk land ender med at eftergive gælden uden at forlange noget til gengæld.

Sven Krabbenhøft, Esbjerg

Et bud på en statue

Thomas Bernt Henriksen opremser i avisen 9. marts 11 kvinder, som fortjener en statue. Der mangler mindst én meget væsentlig kvinde – nemlig Julie Albertine Augusta Lembcke, der med arvemidler fra hendes forældre i 1875 sammen med sin mand stiftede Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. Året efter foreningen blev stiftet, samlede hun en kreds af kvinder for at stifte filialen Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse (KDB).

Det handler ofte om økonomi og erhverv, når nogen skal hædres, men lad os hædre en, som har tænkt på dyrene, der jo ikke kan tale deres egen sag.

Min opfordring til Berlingske er i den forbindelse at sætte fokus på dyrenes vilkår i Danmark med en række dybdeborende artikler. Julie Lembcke kæmpede dengang blandt andet for at gøre slagtning af dyr så skånsom og smertefri som muligt.

I dag køres grise og små bitte kalve i timelange transporter til udlandet sammenstuvet på måder, der efter min mening kan betegnes som dyrplageri af værste skuffe. I det konventionelle landbrug fikseres søerne i jernbøjler, og dyr lever hele deres liv i staldene. Det er stadig muligt at købe turbokyllinger, i 2023 døde knapt hver fjerde pattegris efter fødslen svarende til 27.655 om dagen, småkalve tages fra deres mor og så videre. Hvad er det for vilkår, vi tilbyder vores landbrugsdyr?

Lad os nu få sat fokus på dyrenes vilkår i Danmark – vi kan ikke være bekendt at behandle levende og følende væsener så dårligt, som det sker i dag.

Gitte Christensen, Birkerød

Psykologisk krigsførelse i Gaza

Hamas har stor succes med sin psykologiske krigsførelse i Gaza. Man tager gidsler, starter en krig og lader sin egen befolkning lide og sulte, hvilket så bliver til Vestens problem. Samtidig kritiseres Israel for manglende proportionalitetssans dagen lang i vore medier. Hvad de så effektivt skal gøre, siges der ikke noget om. Bløde vestlige kulturer med venstreorienterede snublesten nedkaster nu nødhjælp til Gazas befolkning. 

Med hensyn til nødhjælpen fra luften undrer det mig, at Iran, Sydafrika, Rusland, Indien og Kina ikke er med i hjælpen? Hamas kunne i øvrigt stoppe krigen inden for en time ved at frigive gidslerne (dem, der endnu lever) samt lade det FN-oprettede Israel være i fred.

Verdenssamfundet, hvem det så end er i dagens roderi, må derpå skabe en garanteret tostatsløsning på Palæstinaproblemet. I den arabiske verden tror jeg, at Egypten og Saudi-Arabien har pondus til at være med i front. Jeg er derimod usikker på, hvem der i Vesten, bortset fra USA, kan klare opgaven.

Svend E. Just, Fredensborg