Lomborg – du er næsten i mål

Læs mere
Fold sammen

Bjørn Lomborg, først benægtede du klimaforandringerne, så indrømmede du, at de er reelle, men påstod, at det ikke kunne betale sig at gøre noget ved dem – og i Berlingske 21. april nåede du så næsten i mål. Nu taler selv du om, at vi skal bekæmpe klimaforandringerne med vedvarende energi. Nu mener du bare, at vi gør det forkerte.

Vi kvitterer for din udvikling, men vil samtidig anholde dit synspunkt om, at vi bør droppe subsidier og alene satse på forskning i nye grønne løsninger. Som så ofte før får du ikke hele billedet med. For det første venter klimaforandringerne ikke på, at vi får udviklet perfekte løsninger. Jo længere vi venter, jo dyrere bliver det. For det andet kan ikke alt forudsiges og løses bag skrivebordet. Udviklingen tager fart, når der er en efterspørgsel, og produkterne skal ud på markedet.

Tag f.eks. vores havvindmøller. Erfaringerne viser, at de først er klar til brug, når de f.eks. er tilpasset lokale jordbundsforhold. Du kan ikke udvikle perfekte teknologieri i et laboratorium og løse vores problemer i 2050. Teknologien forbedres i den løbende konfrontation med virkeligheden. Vi har i øvrigt ikke tid til at vente til 2050. Vi vil videre med langsigtede energiplaner. Det virker. Det er nu billigere at få strøm fra en ny vindmølle end fra et nyopført kulkraftværk, og havvindmølleparkerne er på niveau med kulkraft. Så det er ganske enkelt ikke rigtigt, at grøn energi ikke er konkurrencedygtig.

Du vælger internationale tal til at vise, hvor lidt vedvarende energi vi har. Brugte du danske tal, ville din fortælling være en helt anden. I Danmark har vi allerede 40 pct. vind i el-nettet, og om fem år kommer 50 pct. af strømmen i stikkontakterne fra vindmøller. Det gør en forskel, fordi vi viser, at man kan indpasse store mængder vedvarende energi i energisystemet uden black outs. Vores eksempel inspirerer fra Kina til Sydafrika og taler højere, end en beregning fra et laboratorium nogensinde vil kunne.

Vi har investeret milliarder i den grønne omstilling. Grøn energi koster. Ligesom sort energi gør. Men investeringerne er prisen værd. Især fordi vi også får renere luft, lavere energiforbrug og markant mere eksport af grøn teknologi.

Rasmus Helveg Petersen, klima- og energiminister (R), Camilla Hersom, gruppefmd. (R), Ida Auken, erhvervsordf. (R)