Slave eller slavegjort
Belært af en ekstern diversitetskonsulent siger de danske medvirkende i DRs nye dramadokumentar »slavegjort« i stedet for »slave«, mens de slavegjortes efterkommere, for eksempel professor Olasee Davis, University of the Virgin Islands, der har en hvid oldefar, siger »slave«. Interessant.
Så vidt jeg har forstået op til premieren, er det forkert at sige »slave«, da det ikke er noget, en person »er«, men noget personen er »gjort til«; personen var »noget andet«, før vedkommende blev taget til fange i Afrika og sejlet over Atlanten; havde en »identitet«, der ikke gik ud på at være »slave«.
Her må man sondre. Slavetiden strakte sig over et par hundrede år. Mange »slavegjorte« var derfor født ind i deres rettighedsløse tilværelse som privat ejendom og arbejdskraft. Disse slavefødte var således ikke »noget andet« forud for deres påtvungne tilværelse i sukkerrørsmarkerne; de var ikke »gjort til« det, de var, men var det fra det øjeblik, deres navlestreng blev klippet over. De var »slave« hele deres liv, ikke »slavegjort«, for de havde ikke været igennem en transformation fra »noget andet«.
Men de andre da, de der havde haft et andet liv, før de blev gjort til slaver?
Den subtile indvending stiller spørgsmålet: Hvordan kan nogen »gøres til« slave, når »slave« ikke eksisterer?
Hvis den virker for letkøbt, kan man undersøge det holdbare i transformationslogikken ved at overføre den på andre forhold. Vi må da forkaste ordet »patient«, for langt de fleste mennesker var »noget andet«, nemlig raske, før sygdommen ramte. De er med andre ord »patientgjort«. På samme måde må »gidsel« forkastes, idet vedkommende var fri, inden han blev »gidselgjort«. Og hustruen, manden har ladet sig skille fra, er ikke »single«, men »singlegjort«.
Logikken bag slave/slavegjort fremstår temmelig meningsløs. Problemet er ikke selve ordet »slave«, men at et lille, bedrevidende segment af intellektuelle insisterer på at tillægge det konnotationer, som andre, flertallet, ikke forbinder med ordet. For dem er »slave« et neutralt, deskriptivt ord på linje med »hjemløs«, »slagter«, »politibetjent«.
Karsten Bräuner, Aalborg
Friend or Foe?
USA vil altid være en del af Vesten. Det sørger geografien for. Til sommer ved vi formentlig mere sikkert, om USA de næste fire år også vil være en del af den frie verden eller den største aktionær i De Samvirkende Autokratier A/S.
Ora et labora – Bed og Arbejd!
Ib Grønvaldt, Rødvig Stevns
Køb europæisk for Europas og klimaets skyld
Det er velkendt, at man så vidt muligt køber lokalt producerede varer. Nu skal vi udvide det til at købe europæisk producerede varer. Det skal ikke ske for at boykotte amerikanske varer. Det gælder også varer fra Kina og andre lande, for alene transporten belaster vores klima.
Derfor er det godt med Sallings stjerne på varer, der er produceret i Europa, så man har mulighed for at vælge på et oplyst grundlag. Måske vil flere følge dette eksempel.
Kirsten Lindegaard, Snekkersten
Exceptionelt
En del af forklaringen på den maltraktering, Zelenskyj blev udsat for i Det Hvide Hus forrige fredag, skal findes i det anerkendte begreb »American Exceptionalism«, og det undrer mig, at ingen journalister tilsyneladende har påpeget dette.
Kort fortalt: Alle amerikanere vokser op med troen på USA som et unikt og førende land med en særlig mission i verden, som retfærdiggør en overlegen holdning og en forventning om andres underkastelse. Det gennemsyrer amerikansk opdragelse, skole, uddannelse, etc.
Det betyder naturligvis ikke, at alle amerikanere bliver usympatiske og optræder ubehøvlet. Men når denne »exceptionalism« kombineres med uheldige personlighedstræk, kan det gå grusomt galt, som vi desværre så forleden i Det Hvide Hus.
Det undskylder selvfølgelig ikke Trump og hans håndgangne mænds ubehøvlede og usympatiske mobning af Zelenskyj, men det forklarer et og andet.
Peter I. Hinstrup, Nærum
Putin på Bjerget
Putins verden: Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Jeg ligger her i baronens seng, og den orange klump, der er landet i min turban, er ikke en appelsin, men USAs præsident.
Gid jeg ikke vågner, før hele Ukraine er mit!
Peter Beck Pedersen, Hellerup
Hvem kan man stole på?
Efter Sovjetunionens opløsning var Ukraine verdens tredjestørste atommagt, når man talte antallet af atomsprænghoveder.
Ukraine valgte at gå med i ikkespredningsaftalen om atomvåben, og i 1994 fik Ukraine til gengæld for at skrotte sine atomvåben garantier for, at det ikke ville efterlade landet i en sårbar situation.
USA og Rusland lovede med det såkaldte Budapest-memorandum at respektere Ukraines uafhængighed og de eksisterende grænser. Landene lovede også, at de ikke ville true Ukraines suverænitet eller bruge våben mod ukrainerne – medmindre det skete i selvforsvar.
Den 5. december 1994 underskrev lederne af tre atomstater, John Major (Storbritannien), Boris Jeltsin (Rusland) og Bill Clinton (USA), samt Leonid Kutjma, Ukraines præsident, Budapest-memorandummet om sikkerhedsgaranti i forbindelse med Ukraines tiltrædelse af traktaten om ikkespredning af atomvåben i Budapest under OSCE-topmødet og Budapest-topmødet i Budapest.
Ukraine blev tilbage i 2008 lovet medlemskab af NATO. Ruslands invasion af Ukraine var helt sikkert ikke sket, hvis Ukraine ikke havde skrottet sine atomvåben i 1994.
Allan Suhrke, Skodsborg
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
