Kan man sætte en formel på nytte? Der er en matematisk formel for nytte, men kan alt opgøres i matematik? Er det alt, der kan måles og vejes, der har værdi? Og skal alt måles og vejes?

Og hvem og hvad nytter mest? De unge, de ældre, børnene eller de midaldrende? Og på hvilken måde?

Jeg så et indslag med en ældre dame i Go' aften Live forleden dag. Hun mente, at den måde, vi taler om de ældre på i Danmark, ikke er særlig omsorgsfuld og klædelig. At de ældre er til besvær og ikke gør nogen nytte. De omtales som ældrebyrden.

Jeg har hørt det sagt, at føler man ikke, at man kan bidrage med noget, så visner man. Det tror jeg der er stor sandhed i. Men jeg tror også, at det er sandt, at måden hvorpå, vi omtaler hinanden, har stor betydning for vores selvopfattelse.

Hvad er forskellen på et rigt og fattigt samfund? Er det blandt andet ikke anstændighed?

At omtale eksempelvis de ældre med den værdighed, som de fortjener. Og give midler til blandt andet en dejlig alderdom? Og til grin, omsorg, god mad og skønne oplevelser. Er det ikke det mindste, vi kan gøre, og det helt almindelige anstændige at gøre.

Personligt synes jeg, at nyttebegrebet, som ofte bruges samfundsmæssigt, er alt for snævert. Hvert menneske kan bidrage på hver sin måde med lige præcis deres specifikke kompetencer.

Måske ikke alle har den fysiske styrke, men så har nogle måske noget andet. Eller begge dele. Og så kan vi bidrage med gode ideer, udvikling, opfindsomhed og fantasi.

De største opfindelser blev skabt ud fra fejl, test, tilfældigheder, nytænkning og vedholdenhed.

For at udvikle kræves evnen til at tænke - ikke snævert, men bredt.

Verden er stor og universet endnu større. Og vi mennesker har uendelige muligheder, hvis bare vi ikke putter hinanden i alt for snævre kasser for, hvem der gør nytte, og hvem og hvad der ikke gør. Til det er livet for underfundigt og forunderligt. Det lader sig ikke diktere af så snævre rammer.

Det er ikke alt, hvad man tror, der nytter, som nytter. Og nogle gange nytter, hvad man ikke troede nyttede. Og nogle gange (læs: mange gange) skal der være plads til, at noget ikke skal nytte noget, andet end til sjov, spas, skønhed, højt til loftet, fest og farver og nydelse.

Og mellem linjerne, i det underfundige, »nyttede« det måske alligevel. Og hvis ikke, havde vi en fest alligevel. Vi skal vel også nyde og have det sjovt, for hvad ellers?

Catharina Ravn, Frederiksberg