Ja, du skal være bange, Tom Jensen
Panikken i Pilestræde begyndte allerede tirsdag aften. »Hvis New York går venstreekstremistisk i nat, så kan det være et forvarsel om københavnernes selvpåførte ærkesocialistiske skæbne.«
Og sikke et forvarsel, København vågnede op til. Den selverklærede socialist Zohran Mamdani har vundet en jordskredssejr i kapitalismens højborg New York City og er den ikoniske metropols næste borgmester.
Det er intet mindre end fantastisk nyt – og det er præcis det forvarsel, København har ventet på. For den politik, Tom Jensen kalder »venstreekstremistisk«, er netop den politik, københavnerne har brug for.
Det er billigere busser og huslejeloft. Det er en hovedstad, der går forrest i den grønne omstilling, og det er København, der kæmper for Palæstina. Et København, som alle byens borgere har råd til og som står på den rigtige side af historien.
At kalde de helt almindelige, ydmyge ønsker for ekstremistiske, giver vist kun mening, hvis man slet ikke har en idé om, hvilke problemer, helt almindelige københavnere oplever og bekymrer sig om hver dag.
Derfor har Tom Jensen helt ret i, at tirsdagens valg i New York er et forvarsel om, hvad der er på vej i København: En demokratisk socialist i spidsen for vores by.
En meningsmåling viser, at et rødt-grønt progressivt flertal – helt uden Socialdemokratiet – er indenfor rækkevidde. Det er dét flertal, vi går på gaden for at sikre op mod valget. Så vi kan sætte en helt ny retning for København.
For det er ikke noget skræmmebillede at være en rendyrket socialist. Der er ikke noget farligt i at ville gøre op med et 100 år langt socialdemokratisk jerngreb om København. At sænke priserne på offentlig transport og indføre huslejeloft. Eller at stå kompromisløst fast på menneskerettigheder og international ret.
Men hvis Tom Jensen er uenig i det, så er det klart: Så har han bestemt grund til at være bange.
Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune og overborgmesterkandidat (Ø)
Hemmelig adresse
Danskerne er ikke orienteret om statsministerens nye adresse, hvilket får professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen til at kalde det et sygdomstegn og ganske enestående.
Det bliver linet op, hvor tidligere statsministre har boet, og hvem de har haft på besøg gennem tiderne, som skulle det retfærdiggøre at befolkningen bør kende den nuværende statsministers bopæl.
Tiderne er anderledes, det står klart for enhver. Vi lever i en urolig verden, hvor trusler og demonstrationer rettet mod statsledere ikke er et ukendt fænomen.
Uagtet at man er en offentlig person, som må leve med at være mandsopdækket 24/7, er der et hensyn at tage til familien og privatlivet. Det kan ingen vel blive forbløffet over.
Irene Bjerrehuus, København
Plakatfuld
Jeg er udlænding (fra Spanien) og har boet her i landet i næsten 15 måneder og gør mit bedste for at integrere mig i det danske samfund.
Det mest underlige er hverken maden, vejret, det danske sprogs særegne udtale, ej heller det allestedsnærværende danske flag, eller det monumentale chok, når sirenerne afprøves.
Invasionen af valgplakater forud for det kommende kommunalvalg 18. november har overrasket mig mest af alt.
Med den største respekt og i ren uvidenhed, spørger jeg: Hvorfor dette horror vacui-syndrom? Er det virkelig så nødvendigt?
Gudskelov er Danmark et fladt land. Ellers kunne jeg nemt forestille mig kandidater bestige nogle fiktive danske Pyrenæer for at sætte deres plakater op helt på toppen, mens Vangelis’ musik fra »Chariots of Fire« spiller.
Vi kan altid gå ind og søge på deres hjemmesider og finde ud af, hvilket parti som passer bedst til vores synspunkter. Man sparer penge og samtidig respekterer man i højere grad natur og miljø.
Alt hvad jeg har set, er oppustede egoer overalt, desperate for at få de bedste pladser og udsigt med deres blikke og uskyldige smil, der viser perfekte tænder.
Jeg vil utvivlsomt stemme for første gang her i Danmark. Men ikke takket være jeres plakater, kære politikere. Jeg vil stemme, fordi jeg tror på demokrati. Punktum.
Sílvia López, Fredensborg
Borgerrådgiveren i København
Nu hvor kommunalvalget nærmer sig, vil det måske være muligt at få et svar fra en af de ansvarlige borgmestre på, hvad baggrunden var for at fyre borgerrådgiver Johan Busse.
Modsat politikernes normalt store interesse for at komme i medierne har der været total tavshed om denne sag. Der har ellers været anledninger nok.
Professor Michael Gøtze skrev i en kommentar i Berlingske 15. juni, at nedlæggelsen er »et skridt tilbage for retssikkerheden«.
Denne ret bastante udtalelse burde vel straks afføde en kommentar fra de ansvarlige – men nej, der var radiotavshed.
Det manglende svar kan kun tolkes som en bekræftelse af, at der ikke er saglige grunde til denne beslutning men, at den er et ønske om at få en »slankere og mere dresseret borgerrådgiver« (citat Michael Gøtze).
Taberne er os borgere, som mister en dedikeret vagthund, som arbejder i vores interesse og ikke i politikernes. Det kan nok nogle gange være svært for politikerne at kapere, men sådan er det – eller burde det være – i et demokrati.
Jeg er spændt på, om dette indlæg vil afføde en kommentar fra de ansvarlige.
Jeg har ikke de største forhåbninger, da der har været masser af lejligheder indtil nu.
Men et manglende svar kan også være en slags svar. Nemlig at man godt er klar over, at beslutningen er truffet for at skaffe sig af med en besværlig borgerrådgiver, som har gjort livet besværligt for politikere og administration.
Jørn Anker-Svendsen, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
