Ligegyldigt med næse

Nu ønsker den røde blok at tildele Troels Lund Poulsen en næse som resultat af skattekommissionens konklusion. Jeg skal ikke forholde mig til den del af sagen. Sagen er imidlertid den, at ingen i befolkningen er interesseret i næse eller ikke-næse. Det er internt Christiansborg-drilleri, som omtalt i avisens leder. Men inden SF og andre svinger sig op som demokratiets forsvarer (for dem er det jo tilsyneladende vigtigt), så sidder den danske befolkning undrende tilbage over den manglende interesse fra politikernes side om det, som virkeligt er en af demokratiets grundstene, nemlig lige behandling for loven.

Hvorfor har det aldrig været en del af skattekommissionens kommissorium at undersøge, hvordan Skat pludselig ændrede regelsættet for udenlandsdanskeres skatteforhold? En meget snæver fortolkning blev med ét slag erstattet med en mere lempelig fortolkning. At formanden for Skats udvalg havde en interesse i, at hans partis formand var statsministerkandidat, er noget, politikerne er gået let hen over. Hvis Enhedslisten og SF virkelig ønsker at optræde som demokratiets vagthunde, så bør de have modet til også at kigge egne og de politiske kammerater efter i sømmene. Ellers er de jo blot reduceret til et forudsigeligt partsindlæg.

Politikere taler ofte om befolkningens manglende deltagelse i debatter og frygten for politikerlede. Men sagen er jo, at for at skabe interesse skal sagen være af relevans i samspillet mellem befolkningen, sagen og politikerne. Relevansen er ikke til stede i uddelingen af næser, men den er der, når den arbejdende befolkning bliver ramt på pengepungen af en uforudsigelig praksis.