Danmark har en ambition om at blive førende inden for life-science. Branchen har allerede en eksport på 175 milliarder kroner om året, men glemmes det, at bag de tal ligger et afgørende samarbejde mellem Danmark og Sverige?
Da kong Frederik 10. og dronning Mary tog på deres første officielle statsbesøg som regentpar i maj, gik turen til Sverige. Det var på mange måder et valg, der lå lige til højrebenet, når vi ser på det århundredlange naboskab, samarbejde og fodboldfjendskab, vi har med Sverige – ej at forglemme, at Kongen selv er kvart svensk.
Et af de positive budskaber i talerne fra både Kongen og den danske erhvervsminister var også, at samarbejdet med Sverige kun skal styrkes herfra. To hoveder er klogere end ét, og vi har et helt unikt samarbejde på tværs af sundet inden for rigtig mange sektorer – herunder life-science.
Det er et budskab, vi er mange, der hilser varmt velkomment. Derfor håber vi også, at man udnytter det stærke og langvarige samarbejde og kontakter mellem Danmark og Sverige, som allerede findes i den kommende life-science-strategi.
Både Danmark og Sverige har som erklæret mål at være førende inden for life-science. Vi har i 27 år arbejdet med at styrke life-science-samarbejdet over Øresund og har i dag mere end 330 klyngemedlemmer, i øvrigt uden støtte fra hverken den danske eller svenske stat. Så klyngen udgør allerede en interessant ressource for regeringen, som kun vil gavne de ambitiøse målsætninger, hvis man indtænker vores »guldæg« i den nye strategi.
I december kom Life-Science-Rådet med 12 anbefalinger til den kommende 2024-strategi for life-science, som ikke nævner samarbejdet over Øresund. Punkt nr. 9, om at internationalt samarbejde skal styrkes, kommer tættest på. Det unikke og vækstskabende samarbejde over Øresund kunne måske ligefrem tilføjes som punkt 9,5?
Min appel er derfor; omfavn nu det guldæg, vi har serveret på et sølvfad. Vores mål er fælles – ønsket om, at Danmark vil nå målsætningen om at blive blandt de tre bedste produktions- og investeringslande for life-science i Europa.
Anette Steenberg, CEO, Medicon Valley Alliance
Mine feeds på LinkedIn og Facebook er flydt helt og aldeles over med euforiske overflyvninger af highlights fra Folkemødet. Alle som en kommer disse beretninger fra topfolk i erhvervslivet og i politik, let krydret med lige så mange topfolk fra diverse medier, som enten er facilitatorer eller paneldeltagere i egen ret.
Jeg skal indrømme, at jeg har ikke selv været afsted, men billederne og beskrivelserne giver mig et indtryk af, at det langt hen ad vejen er et lobbycirkus, hvor topledere og politikere kan mænges og tale sammen bag scenen for så at veksle det til floskler på scenen, med prædikatet »demokratisk samtale«. Og derefter skylle det ned med fællesskabets nektar i form af kolde øl på Allinges beværtninger. Og måske ligefrem give den som DJs som en anden Vanopslagh til et godt stykke ud på sommernatten. Er det også en del af den demokratiske samtale?
Hvor er folkeligheden? Hvor er borgerne? Hvis de findes, så ser vi dem ikke i hverken medier eller af egne beretninger. Men jeg savner at høre fra almindelige borgere, der lærte noget nyt, eller blev udfordret på deres holdninger. Mon ikke de findes? Og hvis ikke, skulle Folkemødet så til at tage sig selv op til revision?
Man skulle nok have været der.
Jesper Holst, medlem af Konservative i Furesø, Farum
Vi bliver nødt til at acceptere, at det, som forekom helt utænkeligt for blot få år siden, kan ske, og at krisesituationen skærpes. Vi opfordres derfor af myndighederne til at købe fødevarer ind til eget forbrug i tre dage, men undskyld: En krisesituation og tre dages forråd rimer ikke.
Når vi ser på Putins aggressive handlinger i Ukraine, må vi nøgternt konstatere, at den krig, man troede ville være overstået i løbet af en uge eller to, nu har varet i mere end to år. Og dét taget ad notam maner til fornuft – lageret af spaghetti og batterier bør efter min mening dække minimum en uge. Og lad os så glemme alle brokkehovederne, der altid mener det modsatte og kun ønsker at skabe splid.
Torben Busekist, Hellerup
Lige siden vores regering tiltrådte, har skiftende kommentatorer, herunder ledende journalister, anlagt en negativ attitude. Det er en elendig regering, og Venstre skal finde hjem til blå blok, har det lydt, og meget mere af samme skuffe.
Pressen har fodret læserne alias befolkningen med den ene negative vurdering efter den anden. Både den trykte presse såvel som radio og tv. Men når man ser på regeringens virke, er det faktisk lykkedes rigtig godt at styre Danmark på en betryggende måde i en i øvrigt urolig tid. Men der synes at være en forståelse blandt journalister om, at negative analyser og vurderinger »sælger«, medens positive artikler ikke finder vej til publicering.
På den baggrund er det vel ikke mærkeligt, at flertallet følgagtigt bestræber sig på at være med på noderne og deltage i hylekoret om, hvor elendigt det står til. Og så er det nemt at støtte de negative kræfter, der finder underholdning i at skabe strid mellem højre og venstre, rød og blå.
Sandheden er, at vi har en rigtig god regering, der uden større stridspunkter driver forretningen Danmark på en forsvarlig og tillidsvækkende måde. Måske var afskaffelsen af store bededag ikke det klogeste træk, men derudover er der grund til at sig tak til såvel Mette Frederiksen som Troels Lund Poulsen og Lars Løkke. Mit råd til dem skal være: Hold kursen og lad jer ikke køre rundt i manegen af en presse, der skal leve af at skrive negativt, uanset, hvor godt det står til.
Anker Nissen, Allerød
Siden coronanedlukningen har vi aldrig været så mange på arbejdsmarkedet, og ledigheden er rekordlav.
Covid-19 gjorde, at vi tvunget fik smag for at arbejde hjemmefra – lave om på vores hverdag og alligevel få tingene til at fungere. Hjemmearbejde er blevet mere og mere almindeligt, men vi ser nu også, at dele af det sociale ved at være sammen på en arbejdsplads – fælles om noget og det vi er skabt til – at være sammen – giver visse udfordringer.
Mange private virksomheder har fundet løsninger, og det er løsninger, som skaber balance omkring det at være fysisk til stede og en del af teamet – fysisk – men også friheden til at tilrettelægge sit arbejde, så man kan arbejde hjemmefra. Fedt når det virker.
Det offentlige system taler også meget om firedages uge for at være lidt med på noderne, men her må jeg advare om, at mange offentlige institutioner har altså en opgave med at service borgerne.
Mange offentlige kontorer har allerede forkortet den tid, borgerne kan komme i kontakt med dem. De har ofte telefontid med begrænset adgang, de lukker tidligere og tidligere på dagen og fredage kan i visse tilfælde være helt umulig at få kontakt.
De offentlige myndigheder, som vi er afhængige af, skal ikke lave firedages uge og blive mindre tilgængelige – det er visse steder allerede svært at komme igennem enten på telefon eller ved fysisk fremmøde i for eksempel Borgerservice. Visse kommuners Borgerservice holder åbent i en begrænset tid for eksempel 9-14. Hvis man har et normalt 37 timers job, kan det kræve, at man tager fri for at få løst sit nye pas, adgang til MitID eller andre sager, der kræver fysisk tilstedeværelse.
Myndighederne er til for os borgere – vi er deres kunder, og derfor må de tænke helt anderledes – men ikke med firedages uger eller begrænsede åbningstid.
Så nej tak til mindre tilgængelighed til de myndigheder, vi betaler for at yde en nødvendig service.
Henrik Busch, København
I efterdønningerne fra valget til Europa-Parlamentet står det klart, at vi bør gøre noget for at motivere den danske befolkning hen mod en følelse af større demokratisk forpligtelse. Den lave danske valgdeltagelse giver mig kuldegysninger i en tid, hvor det er vigtigere end nogen sinde at bekende sig til demokratiet, vel vidende, at det er bøvlet og uperfekt, men dog så langt bedre end andre mere autoritære styreformer.
I nogle lande, eksempelvis i Belgien og i Australien, har man for længst indført pligt til at stemme, fordi man dér anser det for en samfundsfunktion – og der giver pligten typisk en højere valgdeltagelse, om end sanktionerne for ikke at møde op er milde.
Der kan være flere modeller, skulle man vælge at indføre det i Danmark – og pligten vil ikke forhindre vælgerne i møde op at stemme blankt.
Vi skal beskytte og udvikle vores demokrati.
Christian Nørgaard, København
