Datacentre skal være mere end digitale fjernlagre

Lad os diskutere mere end farven på datacenterejernes pas. Når nu vi er i gang, bør vi også stille krav til, hvordan datacentrene bidrager aktivt til elnettet, fjernvarmen og byen.

Når Martin Lidegaard på Radikale Venstres sommergruppemøde vil lade danske og europæiske datacentre komme foran amerikanske i køen til dansk kapacitet, tager han hul på et relevant opgør med vores digitale afhængighed.

Men adgangen til elnettet skal afhænge af mere end ejerens pas. Lidegaards udspil bør derfor åbne for en mere ambitiøs diskussion: Hvilken rolle skal datacentret spille i samfundet?

Vi taler meget om strømmen ind i datacentret men for lidt om varmen ud. Næsten al den elektricitet, serverne bruger, bliver til varme, som skal gøres langt lettere at genbruge. Eksempelvis via moderne vandkøling, der kan opsamle varme tæt på processorerne og videredistribuere varmen.

Men det er kun et middel. Målet er langt bredere. Datacentre, som også Martin Lidegaard berører i sit udspil, skal indgå aktivt i vores energi- og bystruktur i stedet for blot at optage jord, strøm og netkapacitet.

Nye datacentre skal kunne dokumentere høj energieffektivitet, fleksibelt strømforbrug og bindende aftaler om varmeudnyttelse. Kravene bør også påvirke, hvor og hvordan vi bygger dem. Eksempelvis som en såkaldt data village, der samler mindre, modulære centre tæt på byer og vand, så køling, korte svartider og overskudsvarme kan tænkes sammen med lokale behov.

Ideen indgår sammen med andre bud på fremtidens datacentre i en rapport om »Data Center of the Future«, som Lenovo blandt andet har udarbejdet sammen med arkitektfirmaet Mamou-Mani.

Men løsningen er ikke så futuristisk endda. Dele af modellen findes allerede: I Odense forsyner overskudsvarme fra Metas datacenter, ifølge Fjernvarme Fyn, cirka 11.000 husstande.

Lidegaard har ret i, at digital suverænitet kræver europæisk kontrol. Men det stikker dybere end, hvem, der bygger datacentrene. Suverænitet handler også om, hvordan vi former infrastrukturen. Odense-modellen skal ikke være et kommunalt tilvalg men et krav til fremtidens datacentre.

Mike Creutzer, nordisk chef hos Lenovo Infrastructure Solutions Group

Bederum og folketingspræster

Der må ikke være bederum på vores uddannelsessteder, men meget gerne en præst i Folketinget. Det giver nok mening, hvis man er kirkeminister, men for os andre er det dobbeltmoral.

Vores tro er en privat sag, som andre ikke skal »belemres« med. Den hører til i hjemmet, i kirken, i synagogen og i moskeen – ikke i offentlige institutioner. Derfor skal der ikke være en præst i Folketinget, ligesom der ikke skal være bederum på uddannelsesinstitutioner eller arbejdspladser.

Fillippa Gottlieb, Allerød

Kan vi forbyde det?

Den seneste måned har forbudsbølgen igen ramt teknologien. Bettingsiden Polymarket er blevet blokeret i Danmark, og Enhedslisten har foreslået at forbyde Metas AI-briller, smide Palantir ud af landet og sætte en stopper for nye datacentre.

Men det gælder ikke kun udenlandske teknologiprodukter. Danmark burde være et af verdens nemmeste lande at starte virksomhed i. Vi er blandt EUs mest digitaliserede lande, og vores arbejdsstyrke er veluddannet. Alligevel har vi lagt så mange lag af godkendelser, regler og indberetninger oven på hinanden, at selv simple opgaver for iværksættere kræver professionel hjælp.

Vi bør se mod lande som Singapore. De siger heller ikke ja til alt. Forskellen er spørgsmålet, der bliver stillet først. I Singapore lyder det: På hvilke betingelser kan det her fungere hos os? Herhjemme lyder det stadig oftere: Kan vi forbyde det?

Den forskel er farlig. Et lille land kan ikke konkurrere på størrelse, men på hastighed, stabilitet og viljen til at lade nye virksomheder prøve sig frem.

Hvis Danmark også skal være velstående om 30 år, skal vi være mere optagede af at gøre det let at bygge noget nyt end af at finde det næste, vi kan forbyde.

Daniel Fodgaard, Aalborg

Mandens ret

I Berlingske skriver Isam B, at »manden historisk har haft en forventning om retten til at se på kvinden«.

Det falder slet ikke Isam B ind, at kvinderne nok ville føle sig mere fri, hvis manden ikke forventede, at han havde ret til at se på dem?

Niels-Henning Jakobsen, Humlebæk

Grundvurderinger

Der har på det seneste været en del debat omkring medarbejdernes ansvar for de fejlbehæftede ejendomsvurderinger i Vurderingsstyrelsen. Der har sågar været røster fremme om krav af fyringer af de pågældende medarbejdere. Det er at rette bager for smed. De egentlige ansvarlige er politikerne.

Vel vidende at de tvinger Vurderingsstyrelsen til at fortsætte med at implementere et system, som de ved resulterer i fejlbehæftede vurderinger med de menneskelige konsekvenser, det har for borgerne, forbryder de sig mod de forvaltningsmæssige principper om tillid og retfærdighed. De ved det, og de gør intet ved det.

Ansvaret er ikke de tidligere politikere, som vedtog vurderingsordningen, men de nuværende, som lader det fortsætte. Det er ansvarspådragende at konfrontere borgerne med tal, som man ved er fyldt med fejl.

Hvad gør en ansvarlig politiker så? Han stopper det med det samme. Hvorfor gør de så ikke det? Fordi de ikke aner, hvad de skal gøre i stedet.

Men løsningen er enkel: Skrot grundvurderingerne og lad os nøjes med ejendomsvurderingerne.

Lad kommunerne få en andel af disse skatter som kompensation. Nogen vil så sige: Hvordan beskatter vi så de ubebyggede grunde? Svar: Det gør vi ikke. En ubebygget grund genererer ikke nogen indtægter.

Allan Troels-Smith, Fredensborg

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk