Der skal ikke læses mange aviser eller ses mange nyheder, førend man har opfanget ungdommens vemod og tristhed. Listen over pressede unge er alenlang, hvis mod på livet er opbrugt i en alt for tidlig alder – og nu hverken kan se muligheder eller lys for enden af tunnelen.

I bedste Hans Scherfig-stil forsømmer alt for mange unge mennesker livets forår og efterlades i en nedtrykt sindstilstand.

Men hvad, der fører til denne mistrivsel, og hvad, der skaber en knust moral, er endnu uvist, og alt for ofte bliver det en gætteleg for politikerne. Nogle forklarer det med et presset uddannelsessystem, men realiteten er, at pensum på gymnasierne og universiteterne aldrig har været mindre.

Andre forklarer det med, at unge bliver presset ud på arbejdsmarkedet alt for tidligt. Men forrige generationer har befærdet sig på dette marked, inden de knap kunne forstå et H.C. Andersen-eventyr.

Mette Frederiksens forklaring lyder, at sociale medier og skærmtid i en for ung alder tager tid fra børns sociale relationer, og løsningen er regulering af brugen af elektronikken i daginstitutionerne.

Der er efterhånden flere bud på årsagerne bag ungdommens mistrivsel, end der er stjerner på en klar nattehimmel, men svarene er stadig få. Men et grundlæggende problem, som vi står over for i dag, er, at vi har placeret barren for succes på et urealistisk højt niveau, som kun ganske få kan og er villige til at opnå.

Der stræbes altid efter de bedste karakterer, og får du dem ikke, så er du ikke en succes. Der stræbes efter at komme ind på landets bedste uddannelser, og kommer du ikke det, så er du ikke en succes. Der stræbes efter det perfekte udseende på Instagram, og får du ikke nok likes, så er du ikke en succes.

Skal vi denne udvikling til livs, så er det ikke nok at genbruge venstrefløjens »ro på« -slogan. For om du får et år ekstra i børnehaven, om vi sænker kravene til højere karakterer, eller om vi kun skal arbejde 33 timer om ugen, så ændrer det ikke på den grundlæggende fejl i vores samfund, at kriteriet for succes er sat forkert.

Så lad os derfor sammen italesætte, at succes ikke handler om høj løn, dyre biler og likes på Instagram. Tværtimod, så er succes i mine øjne at gøre det rigtige og være noget for nogen.

Uanset om du vil være en god ven, en dejlig kæreste, en sjov familiefar eller være frivillig for den lokale fodboldklub, så begynder succes med at gøre det rigtige. For den uopnåelige stræben efter det himmelske har kastet ungdommen ud i en dannelseskrise.

Tobias Pagh, politisk formand i Liberal Alliances Ungdom