Socialdemokratiet må leve op til egne idealer
Katrine Evelyn, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), skrev for nylig i Berlingske, at en politiker ikke er værdig til at lede landet, hvis vedkommende ikke kan tilsidesætte egne interesser eller frygten for næste uges meningsmålinger. Et skarpt budskab, men ironisk nok er det en kritik, der rammer Socialdemokratiet selv.
Socialdemokratiet har nemlig gang på gang vist, at de sætter taktiske hensyn over reel politisk handlekraft. Et aktuelt eksempel er pensionsspørgsmålet. Her har Socialdemokratiet gentagne gange lovet vælgerne et opgør med den stigende pensionsalder uden at levere konkrete svar på, hvordan pensionssystemet fremover bør indrettes, eller hvordan det skal finansieres.
Det er tydeligt, at løftet er skabt for at tække vælgergrupper snarere end at sikre et bæredygtigt pensionssystem for fremtiden.
Socialdemokratiet har i årevis talt om retten til en værdig pension, hvilket i sig selv er en sympatisk tanke. Men når de samtidig undlader at adressere de økonomiske realiteter – herunder presset på arbejdsstyrken, stigende levealder og behovet for langsigtet finansiering – underminerer de troværdigheden i deres eget budskab.
Hvis regeringen virkelig ønskede at tage ansvar, ville de være åbne om de svære valg, der følger med at reformere pensionssystemet, i stedet for at lade løfter om lavere pensionsalder stå som tomme slagord.
Det er på tide, at Socialdemokratiet begynder at leve op til de idealer, som Katrine Evelyn selv fremhæver. Hvis partiet virkelig ønsker at lede landet på en værdig måde, må de sætte de langsigtede løsninger over kortsigtede meningsmålinger. Pensionsdebatten er blot ét eksempel, men det afslører en bekymrende tendens: en politisk tilgang, hvor taktiske løfter vægtes højere end ansvarlig ledelse.
For at være værdig til at lede vores land kræves det, at man tør træffe de svære beslutninger og stå på mål for dem. Hvis Socialdemokratiet hverken kan eller vil tage dette ansvar, må man spørge sig selv, om de lever op til den standard, de kræver af andre.
Nicolai Wang, landsformand for Liberal Alliances Ungdom
Der er også lyse øjeblikke
DR genudsender lige nu en serie i fire afsnit, der på smukkeste vis favner 17 mennesker, som alle er berørt af demens i varieret grad.
På otte uger bliver disse 17 personer hver især en del af et kor, »Demenskoret«, orkestreret af journalist Puk Elgård og korleder Claus Christensen. Det er med empati og forståelse samt en stor portion tålmodighed, at koret opbygges. Glemte færdigheder træder frem, i takt med den anerkendelse de to værter leverer, venskaber knyttes – nøgleordet er tillid.
De pårørende har ikke kun en birolle, de er med hele vejen. Man skal være lavet af granit, hvis man ikke bliver berørt af den glæde, koret afspejler. Kulminationen er en opførsel med Demenskoret i Radiohuset – ikke et øje var tørt.
Irene Bjerrehuus, København
Sundhed i Grønland
For nogle år siden var min kone og jeg på en chartertur til Grønland.
Vi besøgte blandt andet en fjerntliggende lille ø. Den havde omkring 50 beboere. Et lille hus udgjorde øens »hospital«. En sygeplejerske besøgte rutinemæssigt øen og tilså beboerne.
En kvinde på øen fortalte, at hun havde et dårligt knæ, og om kort tid skulle hun indlægges på Rigshospitalet i København. Nøjagtig samme behandling, som hvis en kvinde fra min egen fødeø Als hernede i Danmark fik et dårligt knæ. Men her drejede det sig om en kvinde flere tusinde kilometer borte.
Jeg blev glad, for det bekræftede mig i, at rigsfællesskabet fungerer, i dette tilfælde inden for et så vigtigt område som sundhedssektoren.
Christen Duus Andersen, Klampenborg
Dansk oprustning
Lige så trist det er, at vi må opruste, lige så frustrerende er det, at ingen tilsyneladende gør andet end at skrive og tale om det og afsætte penge primært til senere brug, når (hvis) man har fundet ud af, hvordan man skal bruge dem.
For at citere Tordenskjold i en anden sammenhæng: »Hvad fanden nøler I efter?« Hvis svaret er, at man vil have produceret skibe, ammunition etc. i Danmark, så det ikke går ud over betalingsbalancen, ville man kunne forstå det, hvis det var sat i gang inden Putins invasion af Ukraine, men ikke i den foreliggende situation. Lad os nu få købt og leveret det nødvendige udstyr hurtigst muligt!
Men hvis man vil have det produceret i Danmark, kunne regeringen måske blive inspireret af Ole Sønnichsens bog »One Dollar Man« om den danske cykelsmed William S. Knudsen, der tog til USA, arbejdede sig op til direktør for General Motors og i slutningen af maj 1940 blev sat i spidsen for USAs oprustning, som betød, at produktionen af alt nødvendigt »isenkram« blev sat i gang nærmest øjeblikkeligt og kørte for fulde omdrejninger inden for et par år. Hvor der er en vilje, er der en vej!
Erling Højsgaard, Rungsted Kyst
Censur i chatbots
Det er vel ikke uventet, at en kinesisk chatbot har det svært ved nogle spørgsmål. Det havde alle de amerikanske også inden præsidentvalget.
Man kunne ikke spørge om noget som helst om præsident Trump, her fik man standardsvaret: »Jeg er ikke trænet nok til at kunne svare på den slags spørgsmål«. Det var jo nok, fordi techgiganterne ikke ville lægge sig ud med Trump.
Det overraskende for mig er, at det åbenbart stadig gælder i hvert fald for Gemini. Jeg spurgte: »Hvad mener Trump om kvindelige soldater?«, og det var den heller ikke trænet til at svare på, og den kunne heller ikke oversætte en notits om en fyret meteorolog, der havde udtalt sig kritisk om Elon Musk (fra The New York Times).
Chresten Dyhre, Silkeborg
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
