Norge og Sverige har for længst taget nødudgangen og smækket kassen i for det ildestedte SAS, men i Danmark vil vi nu fortsætte vores massive investeringer i det dårligt flyvende selskab. Fremover skal staten nemlig eje 25,8 procent mod de forrige 21,8 procent af selskabet. Det er helt skørt.

Siden SAS blev etableret under én fælles, børsnoteret aktie har staten skruet op for indskuddene af skattekroner i 2001, 2009, 2010, 2012, 2017, 2020, 2021, 2022 og nu i 2023. Man har tegnet aktier for i alt 2,6 milliarder kroner og lånt selskabet 3,6 milliarder Og alligevel bliver man ved.

I Liberal Alliance er vores holdning klar: Det er ikke en statslig opgave at drive et flyselskab. Og det gælder også, om så SAS pludselig begynder at lave resultater. For lad os huske på, at SAS blandt andet klarer sig dårligt af den årsag, at mange andre flyselskaber gerne vil flyve fra og til København. Særligt de privatejede. De kan nemlig sagtens drive et flyselskab uden statslig indblanding, hvilket nær har taget livet af SAS op til flere gange. 

Når vi samtidig kan se, at interessen fra private aktører er der, giver statens nye opjustering af ejerskabet blot endnu mindre mening.

Lad os slippe grebet om SAS og bruge borgernes penge på noget fornuftigt.

Jens Meilvang, transportordfører, Liberal Alliance

Aktiv dødshjælp

Charlotte Dyremose (CD) nævner i Dagens Brev 4. oktober, at hun har svært ved ikke at se en sammenhæng mellem mangel på hænder og penge og den politiske iver efter at indføre Aktiv Dødshjælp (AD). Som tidligere politiker burde CD kunne forstå, at en befolkning med et stort ønske og flertal for AD ikke nødvendigvis skaber politisk iver, men dog gør indtryk på folkevalgte politikere.

Når jeg går ind for AD, er det helt og aldeles ud fra mine egne ønsker om afslutningen på et godt liv – og jeg har ingen ønsker om, at pålægge andre samme ønske eller tvinge nogen mod deres vilje til at medvirke til AD.

Der er således ikke tale om, – som CD uforståeligt skriver – at aflive eller slå mennesker ihjel. 70 procent af befolkningen er vel ikke potentielle mordere, fordi vi går ind for AD.

Jeg er ikke religiøs, men har fuld respekt for dem der er. Det er nødvendigt at kunne eksistere sammen uden at mene og ville det samme.

Bliver AD indført, er det et valg, som det enkelte menneske kan træffe ligesom med religion.

Jeg går ind for, at jeg kan få AD, når og hvis jeg ønsker det. Mit motiv er, at jeg ikke ønsker et liv, hvor jeg ikke kan klare mig selv, også selvom jeg er smertefri.

Det er mine kære vidende om og vil derfor ikke i givet fald være noget jeg påtvinges mod mit ønske. Jeg behøver ikke tvang for at ønske, at mine kære ikke skal se mig lide.

Endeligt vil det glæde mig, hvis de besparelser, der følger af AD, kan bruges til bedre formål end at holde mig i live mod min vilje.

Claus Schreiber, Farum

Kræftbehandling

Det er rystende læsning i Berlingske 5. oktober. Ny medicin kan redde tusindvis af liv. Bare ikke i Danmark.

I 2008 blev jeg, som alle mænd i min familie, ramt af prostatakræft. I 2019 bredte min kræft sig til knoglerne.Meget dygtige læger på Herlev Hospital har givet mig en behandling, så jeg lever og har det rimeligt.

Vi lever i et af verdens bedste lande – på alle måder. Vi har penge nok, hører vi Statsministeren sige. Artiklen i Berlingske giver forhåbentlig stof til eftertanke?

Så længe patienten har et godt liv, bør vi have råd til den rette behandling.

Ejner Madsen, Taastrup

Nye abortgrænser og retten til en værdig død

Der har i medierne været debat om evt. at flytte grænsen for fri abort fra 12. til 18. uge – og samtidig har der været debat om aktiv dødshjælp, dvs. retten til en værdig død. Debatten har til tider været usmagelig.

I forbindelse med abort taler især mænd om store følelser og traumer, men mændene har jo medansvar for, at kvinder bliver gravide og havner i den situation. Det ville være fornuftigt at sætte grænsen ved 18. uge ligesom i Sverige, så danske kvinder ikke skal over Sundet for at få hjælp.

Hvad angår aktiv dødshjælp, taler nogle ligefrem om at dræbe, hvilket er et forkert udtryk for at hjælpe en meget syg til at komme fri af smerter – efter eget ønske.

Jeg har selv fået en abort for mange år siden – uden traumer, og når jeg om få år (jeg er 86) måske ønsker hjælp til at komme herfra på en værdig måde, vil jeg håbe at kunne få det.

Jonna Vejrup Carlsen, København