Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

LGBT-Danmark forvrænger ligestillingsdebatten

det forplumrer debatten, når fremtrædende repræsentanter som LGBT-Danmark agiterer for, at der skal tages særlige hensyn, skriver Filip Steffensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Tirsdag kunne man læse, at LGBT-Danmark støtter forslaget om at indføre kønsneutrale lyskryds, så personer med andre kønsidentiteter end mand og kvinde også føler sig respekteret.

Forslaget er ganske sympatisk, men som homoseksuel mand ærgrer det mig, at LGBT-Danmark er villig til at tage denne debat op. LGBT-Danmark forvrænger debatten om ligestilling, når de vælger at fokusere på ikke-problemer som dette.

Jeg priser mig lykkelig for at være født og bo i Danmark, som er et af de mest tolerante lande i verden, men det forplumrer debatten, når fremtrædende repræsentanter som LGBT-Danmark agiterer for, at der skal tages særlige hensyn. I et retssamfund må man interessere sig for lighed for loven, og ikke at minoritetsgrupper skal ydes særhensyn. Hvis først man begiver sig ind på denne kurs, risikerer vi, at de reelle ligestillingsproblemer negligeres. Dermed undergraver LGBT-Danmark også sit eget virke: at kæmpe for ligestilling.

Filip Steffensen, retsordfører i Liberal Alliances Ungdom

Hvidvask

Det, der generer mig mest ved bankernes hvidvask-problemer, er ikke beløbene, der er blevet vasket, men bankernes dårlige undskyldninger, som svarer til en tyv, der er blevet afsløret i at stjæle for nogle år siden, og nu udelukkende undskylder sig med, at det ikke vil ske mere, og at det er længe siden.

Det allerværste er nok, at bankernes opførsel er som sendt fra himlen til de partier, som ønsker alle private virksomheder nationaliseret.

Peer Kølendorf, København

Svar til Martin Henriksen

Martin Henriksen svarer udenom i sit indlæg 8. marts: Hvorfor kræver DF på den ene side et paradigmeskift, hvor flygtninge f.eks. ikke skal lære dansk, og på den anden side at au pairs, der blot skal være her to år, tvungent skal gå på dyre statskurser (15.000 kr. for en monopolydelse!) og familierne tvinges til at betale dem?

Det er meningsløst. Såvel som deT evige fokus på, at nogle udlændinge koster milliarder, mens det samlede bidrag fra udenlandsk arbejdskraft, der ifølge et nyligt svar til Folketinget er i omegnen af 170 milliarder kroner om året, aldrig nævnes. Jeg vedstår, at jeg har været med til at gennemføre nødvendige stramninger. Men det rækker aldrig for Martin Henriksen. Der skal altid mere til. Og det er netop der, hvor det går fra fast og fair til groft og dumt.

Søren Pind, fhv. MF (V), fhv. minister, bestyrelsesformand

Absurd fremtid

Den efterhånden absurde lighedsdyrkelse kaster mange konsekvenser af sig – ikke mindst økonomiske. Muslimske særkrav som halal, påklædning og bederum kan blive katalysatoren, når andre religioner herhjemme vågner op og forlanger lighed i form af deres religiøse særpræg og særkrav.

Forventeligt kommer så en ren eksplosion i politisk arbejde, implementering af love og bureaukrati til at kontrollere de omkostninger, der løber løbsk. Mærkbare og synlige fremtidige ændringer af gadebilledet kunne være hellige køer, der dvasker dovent rundt på Strøget, Kvægtorvet, eller fremmede gudebilleder på hvert et gadehjørne. Brug fantasien, og billedet bliver broget. Må man opfordre de religioner, der ligger uden for dansk tradition at vise forståelse, respekt og ydmyghed over for det land, der har modtaget dem med åbne arme og muliggjort finansiering af deres liv her. Hvad de foretager sig bag hjemmets fire vægge, står dem selvfølgelig frit.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Genvalg af Pia med støtte fra S?

Socialdemokratiets Mogens Lykketoft har i Folketingets frokostpause truet Alternativets Pernille Schnoor med at slå hende ihjel, hvis hendes parti endte med at stemme for regeringens Sundhedsreform. En ubehagelig advarsel sådan midt i en skål salat, men ifølge Lykketoft selvfølgelig kun sagt i al gemytlighed.

Det var blot ment som en humoristisk bemærkning, der nok afslører en helt ny side af Lykketoft her i hans politiske efterår. Nu har Folketingets Præsidium og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, afvist Pernille Schnoors klage over Lykketoft. Det er påstand mod påstand, siger de, til trods for at Lykketoft aldrig har benægtet sin udtalelse. Pudsigt, da Pia Kjærsgaard normalt ikke holder sig tilbage med at påtale et kritisabelt ordvalg.

Mon Pia Kjærsgaard forsøger at samle point til et genvalg som Folketingets formand med

socialdemokratisk opbakning, når partiet formentlig snart sætter sig på regeringsmagten?

Jens Engbæk, Roskilde.