Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lavere løn til ufaglærte giver ikke flere faglærte

Hvis Berlingskes interesse for at få flere faglærte er oprigtig, har 3F her et par bud på, hvordan avisen kan bidrage positivt til udviklingen, skriver Søren Heisel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Dejligt, at Berlingskes leder 24. juli er optaget af, hvordan vi får flere faglærte. Til gengæld er det ærgerligt, at den primære løsning er at gøre vilkårene for ufaglærte ringere. Lederen baserer sig, når det kommer til løsninger, på en forbløffende ringe indsigt i arbejdsmarkedet.

Når 3Fs ufaglærte medlemmer arbejder sig til en løn, de kan leve af, er det ikke, fordi arbejdsgivernes gode hjerte er løbet af med dem. I rigtig mange virksomheder er ufaglærte 3Fere kernemedarbejdere. Op mod 60 pct. af de 3Fere, der i statistikkerne tæller som ufaglærte, løser rent faktisk opgaver på faglært niveau. Den slags spidskompetencer skal naturligvis belønnes.

Hvis Berlingskes interesse for at få flere faglærte er oprigtig, så er her et par bud på, hvordan avisen kan bidrage positivt til udviklingen.

For det første vil et bidrag til at holde virksomhederne fast på deres ansvar for praktikpladssituationen være på sin plads. Udsigten til at kunne få en praktikplads og dermed gøre sin uddannelse færdig på en virksomhed er motiverende for de unge.

For det andet vil det være nyttigt at tage nedslidningsdiskussionen alvorligt og acceptere, at mange års hårdt fysisk faglært arbejde er mere nedslidende end funktionærbeskæftigelse. Udsigten til ikke at blive syg af at gå på arbejde og reel mulighed for at få en værdig alderdom, hvis uheldet alligevel er ude, vil motivere flere.

For det tredje ville et positivt bidrag være at tage fagbevægelsens dokumentation af de negative konsekvenser, som udenlandsk arbejdskraft også har, alvorligt. Metrobyggeriet, kineserkokkesagen og filippinersagen er eksempler på arbejdsvilkår, som danske faglærte skal konkurrere mod.

For det fjerde kunne Berlingske tale varmt for, at ufaglærte ledige kan blive løftet til faglært niveau på mere gunstige vilkår. Det vil sikre flere faglærte og føre til en generel anerkendelse af faglærtes arbejde.

Ovenstående er blot nogle af de initiativer, som Berlingske kan tale varmt for, og som politikerne på Christiansborg passende kunne lade sig inspirere af.

Søren Heisel, forbundssekretær i 3F