Man kan sige mange gode ting om Thorvald Stauning. Blandt andet at han bærer en stor del af æren for, at vi i dag kan leve i et af verdens sikreste og mest lige samfund. Men som man kunne læse i avisen her i søndags i en artikel om udlejning, findes der i gældende dansk lov stadig store fede socialdemokratiske velfærdsaftryk, som i deres uhyggelige anakronisme desværre gør livet surt for en gruppe danskere, som af forskellige årsager er nødsaget til at udleje deres lejlighed. Det handler om lejeloven, som i 1939 blev indrettet således, at bolighajer ikke kunne lænse den almindeligt hårdtarbejdende dansker for en ublu husleje.

På Staunings tid arbejdede de fleste som bekendt 48 timer om ugen og havde kun fri om søndagen, og arbejdsløse fik kun symbolsk hjælp. Ikke noget rart scenario for en velfærdsdansker anno 2014, som kan få op til 18.000 om måneden, hvis vedkommende ellers har husket at indbetale lidt håndører til en a-kasse, som staten i øvrigt finansierer 95 procent af.

Vil du udleje din lejlighed, som er bygget før 1973, kan du bare ikke sætte lejen efter de udgifter, som reelt er forbundet med lejligheden: skatter, renter, forbrug og vedligehold. Nej, udlejere må passivt se til, at lejere kan blive boende i deres lejligheder for mindre end halvdelen af de faktiske udgifter, mens de selv kan få lov at slide som på Staunings tid. Man kan spørge, om det er rimeligt, at nogle mennesker, udover at betale verdens højeste skat, er stavnsbundet til at betale direkte for, at deres medmennesker kan bo uforholdsmæssigt billigt? Er det socialdemokratisk? Nej, det er absurd. En skændsel mod den hårdtarbejdende dansker, der løber den store risiko, det er at købe en ejerbolig.

Hvis ikke den lov omgående bliver lavet om, så man har lov at udleje sin bolig til minimum det beløb, der svarer til de udgifter, der er forbundet med den, vil det være en skamplet på både en legendarisk politikers eftermæle og på en umiddelbart sympatisk ideologi.