Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lars Løkke, Inger Støjberg og »Hverdagens eksperter«

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg kan findersammen i et nyt parti, hvor alle er »hverdagens eksperter«, mener Mogens Nørgaard Olesen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Det har været tydeligt lige siden august 2019, at Lars Løkke ikke kan affinde sig med ikke længere at være statsminister og partiformand. Lige siden han blev væltet, har han kæmpet for at komme i rampelyset og samtidig destabilisere Jacob Ellemanns ledelse af Venstre. Lange indlæg om søndagen i BT, hvor det skulle se ud, som om han angreb Mette Frederiksen, men hvor det i virkeligheden handlede om at vise, at Venstres nye formand ikke var sin opgave voksen, kunne man underholde sig med uge efter uge. Et langt stykke hen ad vejen så taktikken ud til at gå godt, men til sidst måtte Lars Løkke erkende, at han ikke igen blev Venstres formand. Han gik for sig selv og startede en ny bevægelse.

Men Lars Løkke er ikke nogen Emanuel Macron, så han må se sig om efter nogle pæredanske populistiske muligheder i det politiske landskab. Og de er der. Her midt i coronakrisen hører vi næsten dagligt fra højlærde eksperter i virologi som Allan Randrup Thomsen, Jens Lundgren og Viggo Andreasen. De siger ikke en hel masse for at tækkes politikerne eller snævre særinteresser. De taler ud fra faglig viden og med lange uddannelser som basis. Man lytter til dem, fordi de sætter faglig viden højest.

Men mange mennesker gider ikke lytte til disse eksperter. De er selv meget klogere og ved bedre om næsten alt. Disse folk har Lars Løkke fået øje på, for de fylder meget, og dem kalder han »hverdagens eksperter«. For at være en sådan hverdagens ekspert skal man i hvert fald aldrig have set et universitet indefra, og en studentereksamen eller lignende er også diskvalificerende. Faglig viden duer ikke, hvis man vil være en af hverdagens eksperter. Det drejer sig om »at kalde en spade for en spade«. Desværre er der grundlag for et stort parti, der bygger på den slags hyldest til udbredt uvidenhed, og måske kan der nu ske det overraskende, at Lars Løkke og Inger Støjberg finder sammen i et nyt parti, hvor alle er hverdagens eksperter. Mulighederne er desværre særdeles gode

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk