Vi kunne forleden læse os til, at Lars Løkke nu fortryder sin medvirken som statsminister og drivende kraft i vedtagelsen af »landbrugspakken« 2015/2016.

Og glædes – jf. de kloge ord fra Lukas: Saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

Men Løkkes fortrydelse går dog ikke længere, end at Moderaternes reaktion nu er at »arbejde i EU for en Blue Deal«.

Imidlertid er det ganske overflødigt, da EU allerede har vedtaget flere vandrammedirektiver, som netop har forpligtet alle medlemslande – også Danmark – til at sikre havet og indre vandmiljøer mod belastende forurening.

Moderaterne sparker bare en åben dør ind hos EU i stedet for at gribe i egen barm og, som deltager i en flertalsregering, begynde at sikre indre danske farvande, åer og søer i et forsøg på at leve op til Danmarks forpligtelser.

Vandrammedirektivet er fra 2000. Landbrugspakken, der tillod overgødning med 20 procent og ophævede bestemmelsen om otte meter randzoner langs åer, vandløb og søer, er fra 2015.

Kort sagt tilstår Lars Løkke nu, at han og Venstre i 2015 bevidst tilsidesatte landets juridiske pligter og reelt modarbejdede opfyldelsen af Vandrammedirektivet.

En enkelt delløsning, også for at lette Lars Løkkes samvittighed, kunne nu og her være at rulle Landbrugspakken tilbage – uden kompensation/erstatning.

Vælgerne vil gerne se det forligsparti, som vil forsvare pakken med de nu kendte konsekvenser, og landbruget betalte i 2015 næppe penge for pakkens vedtagelse.

At etablere en tilstand som før 2015 kunne være et første spædt skridt.

Der er fuldstændig enslydende faglig enighed om, at den nuværende udledning af kvælstoffer fra landbruget ikke kan fortsætte (uanset byernes i den sammenhæng marginale bidrag).

Skulle nogen være i tvivl om dette, må jeg opfordre dem til at læse Weekendavisens artikel om emnet fra denne uge.

Henrik Nehammer, Hornbæk