Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lang ventetid i København: »Det koster kassen, og det er ikke rimeligt«

Foto: Søren Bidstrup

Lang behandling koster kassen

Teknik- og miljøforvaltningen har formået at oparbejde en sagspukkel på imponerende 1.200 byggesager, som mangler at blive behandlet. Derfor har forvaltningen været hos politikerne med en række forslag til, hvordan de vil afvikle sagspuklen. Blandt andet har de bedt om flere penge, syv mio. kr. ekstra i 2020, og 1,5 mio. kr. ekstra i 2021. Men så skulle sagspuklen også være væk i udgangen af 2020. Det er mange ekstra penge.

Men det er småting i forhold til de udgifter, som den store sagspukkel giver på den anden side af bordet. Hos de bygherrer, entreprenører, arkitekter og håndværkere, der ikke kan komme videre med deres byggeprojekt. Som bare venter og venter og venter, mens de har økonomi bundet op i byggeprojektet.

Det koster kassen, og det er ikke rimeligt. Hverken over for de professionelle aktører, der er med til at udvikle vores by, eller over for helt almindelige københavnere, der ikke kan få tilladelse til en altan eller nyt badeværelse. Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København

Tak og lov for domstole

Den nylige britiske højesteretsdom om den statskupagtige parlamentslukning får en til at drage et lettelsens suk, også selvom det ikke umiddelbart løser det politiske morads omkring Brexit. Tak og lov for, at vi har domstole med veluddannede dommere, som nøgternt bedømmer om retsregler overholdes og ikke lader sig kyse af politiske populister.

Når en dom er afsagt, kan man imidlertid tåkrummende opleve – også herhjemme - at selvsamme politikere benægter egne fejltrin og tilmed argumenterer for, hvorfor dommerne dømmer forkert. Der er al mulig grund til stå værn om den dømmende magt, således at den udøvende magt ikke fristes til regelfortolkninger efter eget forgodtbefindende. Eigil Waagstein, Roskilde

Penge i lommen er også velfærd

Venstrefløjen og socialdemokraterne har sejret af helvede til. De fleste danskere har købt præmissen om, at ønsker man skattelettelser til helt almindelige danske familier, koster det på velfærden. Velfærd er for de fleste danskere ting som sygehuse, politistationer, plejecentre, veje og pædagoger. Men er velfærd ikke mere end det, hvis vi tør stille det spørgsmål?

Et hurtigt opslag i en ordbog vise, at »velfærd er en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed«. Her er der ingen direkte sammenhæng mellem det offentlige og velfærden, ligesom der heller ikke fremkommer nogen modsætning mellem det private og velfærd.

Så hvordan kom vi dertil, at vi som samfund har accepteret, at det kun er forbedring af den offentlige service, der defineres som velfærd? At velfærd kun skabes ved en større og stærkere offentlig sektor. Det er på tide, at begrebet »velfærd« igen bliver diskuteret og udfordret bredt. Jeg mener også, at det er velfærd, at en ung familie med lavtlønnede jobs kan tage på en god ferie og koble af, ligesom det også er velfærd, at man som klimarigtig forbruger kan investere i et nyt grønt køleskab og ikke tvinges på DBA. Det er også velfærd, at familiefaren med barn nummer 4 kan købe en sikrere bil til sin store familie.

Vi må aldrig acceptere, at det skulle være asocialt, usympatisk eller »forgyldning af de rige« at gå ind for lavere skatter. Aldrig. Ja, bedre skoler er velfærd. Ja, nye veje er velfærd. Ja, flere pædagoger er velfærd. Men det er altså også velfærd, at kassedamen, brolæggeren og iværksætteren får lov at beholde flere penge til sig selv og sin familie. Andreas Engelsborg Karlsen, byrådsmedlem (K), Ringsted

Joachim B. Olsens velfærdspointe

Joachim B. Olsen mener, at private virksomheder vil kunne yde en bedre service end det offentlige (f.eks. ældrepleje). Argumentet er at fri konkurrence mellem virksomheder vil drive omkostningerne ned, skabe innovation etc.

Imidlertid er præmissen for lavere priser på et 100 pct. frit marked, at efterspørgslen er lavere end udbuddet. I de kommende år vil priserne derfor stige markant. Samtidig vil serviceniveauet blive ukurant og svinge alt efter virksomhed, ligesom en Trustpilot. Der vil ydermere skulle betales en ”premium” for at få plads hos en af de bedste virksomheder.

PFA har luftet tanken om en forsikring via pensionen, men i kroner kræver det, at man er velpolstret for at kunne betale sin egen pleje. Omstillingen vil tage mange år, da de nuværende generationer på arbejdsmarkedet ikke sparer op til en forsikring via pensionen – dertil kommer de 200.000 førtidspensionister, der ikke kan spare op.

Man må være delvis åben for Joachim B. Olsens velfærdspointe, da det er et centralt spørgsmål, men også spørge tilbage, hvordan man sikrer en fair adgang til servicen. Hensynet bør heller ikke være lavere skatter – der i sig selv udgør en politisk påstand – men om der findes et potentiale for at modtage et bedre produkt. Mikkel Skipper, Ballerup